Midvinter og Kyndelmisse

Det er hvidt derude i dag, og nordenvinden farer isnende omkring hjørnerne på bygningerne. Kyndelmisse slår sin knude.

Vi er lige kommet hjem fra vores landsbykirke, hvor vi med lystænding og sang – og pandekager – fejrede Kyndelmisse. Midvinter. Den dag, hvor man siger, at hvis det blæser så meget, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, bliver det snart forår.

Der blev jeg igen mindet om den smukke Februarsalme, og det er da lige de ord, man trænger til at høre på sådan en kold dag først i februar, er det ikke?

Februarkulden har lukket sin ring.
Himlen har sne i sin dyne.
Grå silhuetter, der lister omkring,
spejder: Er tøvejr i syne?
Gennem sneen flammer som ild
første erantis! Måske faret vild?
synger sin februarsalme.

Solbrændt med hue, dér står du igen,
sendt af Vorherre med glæde,
rund og fornøjet, min trofaste ven,
glad som et barn på sin slæde.
Håbet lyser dér, hvor du gror,
bryder som troen den frosthårde jord.
Tak for din februarsalme.

Billede2

Februarkulden kan lukke sin ring.
Himlen kan ryste sin dyne.
Men hvor jeg undrende ser mig omkring,  
kommer mirakler til syne.
Op af jorden prikkes med fryd
ti tusind grønne og snehvide spyd,
sendt som en februarsalme.

Så lad os vente tålmodigt med dem,
snart lufter foråret tøjet,
giver den trætte et kys og et klem,
himlen får lysglimt i øjet.
Dagen strækkes mer end i går,
før vi ved af det, blir vinter til vår.
Solsorten synger sin salme.

Billede3

Tekst: Niels Johansen 2009
Melodi: Werner Knudsen 2009

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 kommentarer til “Midvinter og Kyndelmisse”

  1. Som altid et dejligt og indholdsrigt indlæg, Karen.
    Salmen kendte jeg ikke – ej heller den om de atten kællinger 🙂
    Men erantis kender jeg …. og det er den bedste blomst på denne årstid.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Det er det 🙂 Der er mange kyndelmissevarsler, men den med kællingerne synes jeg rigtig godt om – den er ret grafisk 😀
      Salmen hørte jeg første gang for nogle år siden, og jeg syntes, den var fantastisk. I det hele taget er der mange af de nye salmer, der er rigtig gode. De tager udgangspunkt i vores tid, og det er et dejligt supplement til de gamle.
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.