Kiss me over the garden gate

Nu blomstrer den endelig. Kiss me over the garden gate. Det er det sjove navn på den kønne, enårige pileurt, Orientalsk Pileurt, Persicaria Orientalis.

Frøene til den har jeg fået af Gitte, der har den smukke blog Fra Frø til Blomst. Hvis du vil se fantastisk smukke blomsterbilleder, er det der, du skal kigge.

Jeg såede frøene i det tidlige forår udendørs i en bakke, og de kom muntert og glad frem som små, livskraftige spirer.

Da de blev lidt større, plantede jeg dem ud i haven på de steder, hvor en høj og let plante kunne tage sig allerbedst ud – bagved og over noget andet. De fleste af dem plantede jeg ved hækken ud mod vejen, hvor vi sidste år skar buske ned. Der var jo fint plads…

Jeg havde ikke tænkt på, at sneglene kommer over vejen og ind gennem hækken i hobetal. De kønne planter blev ikke så meget kysset som ædt. Men – en del af dem har overlevet angrebene, og de blomstrer så fint lige nu på høje, kraftige stilke.

De er omkring en meter og fyrre – de når mig til skulderen, og stilkene holder dem fint uden opbinding.

Navnet kommer fra blomsterne, der ser ud som om de læner sig ud over havelågen – måske for at blive kysset? Som prinsessen og svinedrengen? Eller som i ørehængeren Kiss me?

Da jeg sagde godnat til haven i går, var jeg nemlig næsten sikker på, jeg hørte nogen synge lige så stille derude. Fra den ene side lød det Kiss me beneath the milky twilight… og de andre fortsatte med strike up the band and set the fireflies dancing… og så var der noget om en sølvskinnende måne. Alt sammen på engelsk, så det måtte være dem. Der er nemlig ikke andre planter i haven, der taler engelsk.

Uglen tudede sit ‘lad os få noget nattero, tøser’, og så blev der igen stille derude.

Det er ganske, ganske vist.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

5 thoughts on “Kiss me over the garden gate”

  1. Hvor er du heldig, de er bare så smukke.
    Jeg har flere år købt frø, men de er ikke spiret på trods af kulde og alt muligt. Har dog hørt at frøene hurtigt mister spireevnen, så det er nok derfor.
    Må prøve igen næste år❤️

    Like

Der er lukket for kommentarer.