Endelig, endelig, endelig er højbedene færdige

(Sponsoreret indlæg)
Der er ikke ét sted på vores grund, der er rigtig fladt. Er det fladt, er det, fordi der er gravet ud til det. Det kræver lidt snilde, fantasi – og masser af praktisk hjælp fra folk med store maskiner, hvis vi skal bruge flad jord.

Derfor har det også taget lang tid, før de højbede, vi købte hos Zinkbakken omkring Påske, blev klar til brug. Selve det at samle bedene tager ikke lang tid. De er lavet i moduler på 1,2 m, og vi har tre gange tre sektioner. Det er faktisk gjort i en håndevending.

Det, der har taget lang tid, har været forberedelserne. Det med at gøre noget plads flad. Tre terrasser skulle graves ud i kanten af græsmarken, der hvor vi også før havde vores markbed med køkkenhave. Det er næsten som terrassehaverne omkring Middelhavet – bortset lige fra klimaet…

I går kom vi til sidste fase i projektet. Halleluja – endelig.

Bondemanden hentede 10 rummeter træflis i kornvognen og kørte – med stor forsigtighed – det tunge læs fra savværket og først ned ad den stejle markvej, og så op ovenfor pavillonen, hvor bedene ligger.

Skråt er det – det hele – og ikke altid lige nemt at køre på. Slet ikke med tungt læs. Vi kunne ikke have gjort det i dag, hvor det regner.

Men det lykkedes, og vi gik i gang med sidste fase af projektet.

Først blev der igen jævnet ud på terrasserne – denne gang bare med skovlen. Knotter og sten blev fjernet. Der blev lagt ukrudtsdug og kørt trillebør efter trillebør af det fine, lyse træflis ovenpå. Det dufter så dejligt, sådan noget nyt træ.

Højbedene er med sneglekant. Det var egentlig hovedformålet med hele øvelsen. At vi kunne få vores grøntsager og salater for os selv uden at dele med de slimede uhyrer. At det så også kom til at se rigtig godt ud, er nu heller ikke så galt igen.

Og sikke en fornøjelse det er, at se på kålplanterne nu. Ingen sneglespor eller -bid. Overhovedet. Uhyrerne kan simpelthen ikke krænge sig omkring kanten.

Flisen vil blive mørkere med tiden, og højbedene vil ruste, som de skal. Det hele kommer til at se mere naturligt ud. Men lige nu frydes vi over, at det hele står så flunkende nyt og fint – og at det endelig, endelig, endelig er færdigt.

Når alt er vokset til i løbet af sommeren, kommer der flere billeder. Og til næste år kan der blive sået og plantet i god tid. Der er det hele jo klart til brug i foråret. Et forår uden entreprenørmaskiner.

Jeg tror, vi bliver meget, meget glade for vores nye køkkenhave.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

7 thoughts on “Endelig, endelig, endelig er højbedene færdige”

  1. Tillykke med den dejlige højbeds-køkkenhave. Den tror jeg simpelthen, I bliver SÅ glade for. Vi er mega glade for vores køkkenhave i højbede.

    Like

  2. Smukke stilrene Højbede.
    Was lange wärt, wird endlich gut
    Fornøjelig Fredagsdag, og efterfølgende Weekend

    Like

  3. Ja det er helt sikkert de højbede bliver i så glade for, og mon ikke der kommer flere til med tiden, når først i opdager hvor meget og hvor lækre grøntsager der kan avles deri 🙂
    Det ser så fint ud med flisen på gangene og det er dejligt blødt at gå på.

    Kærlig hilsen Anette

    Like

  4. Til lykke med den nye køkkenhave i Middelhavsstil! Det ser virkelig smukt ud, og jeg ved jo at højbedene fungerer 🙂

    Like

    1. Ja, de er jo magen til dine 🙂 Vi må udveksle erfaringer. Det er så godt, at vi nåede at blive færdige i går aftes, før det begyndte at regne. Vejret har i det hele taget forsinket processen – entreprenørmaskinerne kan også kun komme derop i tørvejr 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.