Området omkring pavillonen – en udfordring…

Hvordan skaber man liv i en lille stenørken? Det er et godt spørgsmål, som der måske er en slags svar på.

Da vi fik bygget pavillonen, der står helt ude på havens spids med udsigt over ådalen, skulle der først laves et plateau af stabilgrus Continue reading “Området omkring pavillonen – en udfordring…”

Grøn frodighed i højbedene

Da vi kom hjem fra ferie, var det til struttende, frodige højbede. De højbede med sneglekant, som vi købte og fik sat op i foråret.

Kål, salat, squash, bønner, bladselleri… det hele står rigtig flot.

Sammenlignet med sidste år, hvor sneglene åd alt i køkkenhaven, er det helt fantastisk at kunne få hjemmedyrkede grøntsager igen.

Vi har nu køkkenhave i tre, store højbede -alle med sneglekant. Køkkenhaven er mindre end før, men man kan dyrke mere intensivt i højbede – især når afgrøderne kun skal række til os og ikke til otte millioner snegle.

Der er et bed med salat, kål og diverse – blandt andet et par rabarberplanter af den gammeldags slags, dild og kørvel. Der er et bed med squash og Hokkaido, og der er et bed med forskellige bønner og majs. Et par lavtvoksende solsikker er der også blevet plads til, for lidt tant og fjas kan jeg nu godt lide i køkkenhaven. Det vil mejserne også synes om senere på året.

Vi kom sent i gang med køkkenhaven i år. Først skulle der graves ud til bedene – de står på terrasser gravet ind i skråningen, for det er ikke til at finde noget flad jord hos os. Og der skulle køres jord i bedene og flis omkring dem. Selve det at samle bedene var faktisk det mindste af det.

Og er der så slet ikke snegle i bedene? Jo, der har været nogle stykker. Ikke mange. De har sandsynligvis været i den jord, vi har fyldt i bedene. Det skulle da også være mærkeligt andet. Men det er til at styre, og i går høstede vi de første spidskål.

Spidskålens yderste blade er der gnavet i. Det er kålsommerfuglens larver, der har været i gang. Vi har ikke været hjemme til at passe bedene i 14 dage, og det er tid nok til, at de har gnavet godt og grundigt. Laverne er der nu sprøjtet mod med det øko-egnede middel, der hedder Gå Væk Orm, og det skulle kunne klare dem.

Der er masser af kål alligevel, selvom vi har måttet dele lidt.

Jeg er så glad for, vi gik radikalt til værks, skrottede den gamle køkkenhave og købte de højbede. At det også ser ret godt ud, skader jo heller ikke.

Men det vigtigste er dog, at vi nu og fremover kan få vores grøntsager for os selv – næsten da – for sommerfugle hjælper ingen sneglekant mod.

God onsdag.


Du kan læse mere om processen med at etablere højbeds-køkkenhaven her: Højbede – med sneglekant – på terrasser i marken og her: Endelig er højbedene færdige.

Indlæggene er skrevet i samarbejde med Zinkbakken.dk, hvor vi har købt højbedene. Hos Zinkbakken har de også masser af andre spændende ting til haven – blandt andet spejlbassiner, plantekasser og bakker til drivhuset. Firmaet ligger i Låsby – 12 minutter herfra, men de har webshop og sender over hele landet.

Endelig, endelig, endelig er højbedene færdige

(Sponsoreret indlæg)
Der er ikke ét sted på vores grund, der er rigtig fladt. Er det fladt, er det, fordi der er gravet ud til det. Det kræver lidt snilde, fantasi – og masser af praktisk hjælp fra folk med store maskiner, hvis vi skal bruge flad jord.

Derfor har det også taget lang tid, før de højbede, vi købte hos Zinkbakken omkring Påske, blev klar til brug. Selve det at samle bedene tager ikke lang tid. De er lavet i moduler på 1,2 m, og vi har tre gange tre sektioner. Det er faktisk gjort i en håndevending.

Det, der har taget lang tid, har været forberedelserne. Det med at gøre noget plads flad. Tre terrasser skulle graves ud i kanten af græsmarken, der hvor vi også før havde vores markbed med køkkenhave. Det er næsten som terrassehaverne omkring Middelhavet – bortset lige fra klimaet…

I går kom vi til sidste fase i projektet. Halleluja – endelig.

Bondemanden hentede 10 rummeter træflis i kornvognen og kørte – med stor forsigtighed – det tunge læs fra savværket og først ned ad den stejle markvej, og så op ovenfor pavillonen, hvor bedene ligger.

Skråt er det – det hele – og ikke altid lige nemt at køre på. Slet ikke med tungt læs. Vi kunne ikke have gjort det i dag, hvor det regner.

Men det lykkedes, og vi gik i gang med sidste fase af projektet.

Først blev der igen jævnet ud på terrasserne – denne gang bare med skovlen. Knotter og sten blev fjernet. Der blev lagt ukrudtsdug og kørt trillebør efter trillebør af det fine, lyse træflis ovenpå. Det dufter så dejligt, sådan noget nyt træ.

Højbedene er med sneglekant. Det var egentlig hovedformålet med hele øvelsen. At vi kunne få vores grøntsager og salater for os selv uden at dele med de slimede uhyrer. At det så også kom til at se rigtig godt ud, er nu heller ikke så galt igen.

Og sikke en fornøjelse det er, at se på kålplanterne nu. Ingen sneglespor eller -bid. Overhovedet. Uhyrerne kan simpelthen ikke krænge sig omkring kanten.

Flisen vil blive mørkere med tiden, og højbedene vil ruste, som de skal. Det hele kommer til at se mere naturligt ud. Men lige nu frydes vi over, at det hele står så flunkende nyt og fint – og at det endelig, endelig, endelig er færdigt.

Når alt er vokset til i løbet af sommeren, kommer der flere billeder. Og til næste år kan der blive sået og plantet i god tid. Der er det hele jo klart til brug i foråret. Et forår uden entreprenørmaskiner.

Jeg tror, vi bliver meget, meget glade for vores nye køkkenhave.

God torsdag.