Kamsteg med sprød svær på grøn bund

Duften af løg, bladselleri, grønne, tyrkiske sivri pebre, timian og laurbærblade, der bager under en lækker kamsteg, får køkkenet til at dufte og trækker alle til.

Billede2

Grøntsagerne og krydderurterne giver god smag til sådan en kamsteg, der ofte mangler lidt i at være interessant i sig selv. Til jul passer det fint med rødkål og hele moletjavsen, men om sommeren – selv i en regnvåd sommer – skal der noget andet til. Friske grøntsager fra haven – eller fra grønthandleren, hvis rådyr og snegle ikke har levnet meget i haven.

Billede4

Man skal bruge:
1 kamsteg på ca. 1,5 kg
1 stort løg
2 stængler bladselleri
3-4 laurbærblade
1 dusk timian
Grønne sivri pebre – så mange, man har lyst til
Salt, peber, vand og lidt Maizena til sovsen

Rids sværen – ned til kødet, men ikke ned i kødet – og gnid den med salt. Sørg for, at der kommer salt ned mellem sværene.

Hak løget og skær bladsellerien i tern. Læg det i et ovnfast fad sammen med timian og laurbærblade, læg stegen ovenpå og hæld vand ved, så det står 1 cm op i fadet. Sæt stegen ind i en kold ovn, tænd på 175 grader og lad den stå i ca. halvanden time. Kernetemperaturen skal op på 65 grader.

Efter en times tid lægger man sivri pebrene hele ned sammen med stegen. De smager fantastisk som tilbehør, når de er bagt på den måde, og de giver også smag til sovsen.

Billede1

Når stegen er klar, fisker man sivri pebrene op, hælder væde og grøntsager over i en lille gryde og skummer fedtet af. Så har man sovsen, som i al sin enkelhed bare skal koges igennem, smages til med salt og peber og jævnes med lidt med Maizena udrørt i koldt vand. Lidt kulør for det kunstneriske indtryk skader ikke.

Sæt så stegen ind under grill med varmluft, til sværen popper op og bliver sprød. Tag den ud og pak den ind i sølvpapir – kun stegen, ikke sværen.

Billede3

Lad stegen trække, mens du laver sovs og koger lækre, nye kartofler til.

Så er der mad – luksusmad i ferien, og nok til pålæg dagen efter.

Billede9

Og der er også nok til godbidder til hjemmets andre beboere – helt ligesom der var det juleaften, hvor billedet her er fra. Vejret er også næsten det samme….

Billede3

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Kamsteg med sprød svær på grøn bund”

  1. Kattebanditten forstår da om nogen at give indtryk af, at den da er bedøvende ligeglad med, hvad der vanker til aften … Den venter vist kun på, at du siger “Værs’go’, så er der mad!” – så kommer der liv i kludene.

    Like

Der er lukket for kommentarer.