Atter vinden om til nord

Den helt usædvanlige lørdag, hvor der både var solskin og vindstille, blev hurtigt afløst af en isnende vind fra nord, der nu går til marv og ben. Det er lidt træls.

Billede3

Det syntes St. St. Blicher vist også, da han skrev ‘Det er hvidt derude’ i 1838.

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Der er så meget, man gerne vil derude. Men det er for koldt til at begynde at fjerne staudetoppe og visne blade – jeg vil ikke rykke dynen af haven i den kulde. Ventetiden kan så bruges på at rydde op, forspire chili i minidrivhusene

Billede1

og på at tænke lidt over tidens gang.

1838. Det var et andet Danmark. Der boede omkring en million mennesker i hele landet. Der var så meget, de ikke havde, som vi har nu. Vejene var horrible. Det tog et par dage at komme fra Aarhus til Viborg – og det meste af en dag at komme fra Skivholme til Aarhus. Alligevel syntes de, at de levede i moderne tider. Det har man nok altid gjort.

Vores gamle stald, hvor pillefyret nu står, var allerede godt 50 år gammel på den tid.

Tag1

Vores hus var ikke bygget – der stod et andet og ældre hus på grunden dengang. Mon et som det her? Billedet er fra Skivholme fra 1800-og-et-eller-andet.

Eshedegaard,Skivholme

Jeg har læst i lokalhistorien, at præsten i byen dengang samlede på fortidsminder. Og at han havde en væsentlig rolle i, at Borum Eshøj blev udgravet. Jeg forestiller mig, hvordan han i februardagene sad og læste, skrev og katalogiserede. Ilden buldrede i kaminen, så han var varm på den ene side og kold på den anden. Der var ikke konvektionsovne, og han havde ikke nogen bærbar eller internet. Det var helt, helt anderledes dengang.

Og dog. De mennesker, der levede dengang, var ikke anderledes end os, der lever nu. De var også godt og grundigt trætte af frost, af vinter, mudder og mørke, når de nåede hen i februar. Med meget større grund, for de havde, som sagt, ikke de bekvemmeligheder, vi har nu. Eller blomsterbutikker i nærheden, hvor de kunne, og endda havde råd til, at købe lidt forår.

Billede7

Faktisk er vi nogle forkælede brokkehoveder. Men det er nok gået over i den genetiske hukommelse, at februar er kort, men lang!

God mandag.

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i Lidt af hvert og tagget , , . Bogmærk permalinket.

12 svar til Atter vinden om til nord

  1. anettesflora siger:

    Det var hyggelig læsning! Det er godt at reflektere lidt engang imellem, selvom det hele kan se idyllisk ud i der-var-engang, så er jeg nu, også, glad for det der er her og nu:-)

    Like

  2. Annemarie Puck Sørensen siger:

    Hvor jeg elsker at læse dine daglige beretninger. Tak for dem.🙂

    Like

  3. Lisbeth siger:

    Hej Karen
    Så du ikke DR 2 i aftes kl. 20, der fremgik det tydeligt, at Danskerne er verdens lykkeligste folk🙂 Det var en rigtig god udsendelse, jeg blev helt stolt af af være dansker og af at bo på Samsø. Samsø var nemlig også med i programmet. I forhold til englænderne er vi ikke nogle brokkehoveder, forstå det hvem der kan😉
    Kh Lisbeth

    Like

  4. johnheartbeat siger:

    Kan kun blive glad over dine iagttagelser, dine ord og dine tanker, der både giver dur og mol….

    Like

  5. Hej Karen. Tak for fine tanker om dengang og nu – det kan være svært at forestille sig, hvordan det var dengang. Men du har jo ret – menneskene var som os i dag, med drømme og håb, og vekslende med hårdt arbejde og noget der var sjovere end andet.
    God mandag – det er også koldt på Fyn🙂

    Like

  6. Gitte Smedegaard siger:

    Glæder mig over dine dejlige indlæg.
    Hvad enten de handler om gode opskrifter, sjove ideer, historiske tilbageblik eller årstidens sange
    Tak for det .
    Hilsen Gitte

    Like

Der er lukket for kommentarer.