Fastelavnsboller med creme og remonce med marcipan

Små, runde boller med lækkert fyld af vanillecreme og remonce med marcipan. Sådan skal gode fastelavnsboller være efter min mening. De er ikke særligt prangende. Ikke særligt pyntede. Men – hvor er de gode. Og så kan de fryses og tøs op efter behov.

Billede1
Jeg holder mest af de enkle, gammeldags fastelavnsboller. Dem uden fløde, farver og flitterstads. Smagen skal til gengæld være storslået, og det er den i bollerne her. De er de rene himmerigsmundfulde.

Billede2

Til dejen skal du bruge:
500 g mel
100 g smør
2 spsk sukker
1 tsk salt
1 dl vand
1 dl græsk yoghurt
1 stort æg
1 pk gær

Start med at smuldre smørret i melet. Bland derefter sukker og salt i. Rør gæren ud i vandet, bland yoghurt og æg i og ælt det hele godt sammen. Lad dejen hæve tre kvarter til en time.

Til cremen skal du bruge:
2,5 dl mælk
2 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
1 stor spsk maizena
2 æg

Til remoncen skal du bruge:
50 gram smør
50 gram sukker
125 gram revet marcipan
1 tsk vaniljesukker

Smelt smørret og rør resten i.

Rul dejen ud i ca. 1/2 cm tykkelse og skær den i firkanter – ca. 10 x 10 cm. Læg en tsk creme og en lille tsk remonce på midten, saml bollerne (saml først de fire hjørner, og derefter de fire nye hjørner, der opstår, når du samler de første – klem højrnerne godt sammen) og sæt dem på en plade med samlingerne nedad. Lad dem efterhæve en halv times tid og bag dem så på 200 grader i et kvarter.

Ideen med marcipanremoncen fik jeg fra Bagenørden, og det er en velkommen tilføjelse til de klassiske fastelavnsboller med creme. Gitte Bagenørd er meget glad for marcipan i stort set alle udgaver, og jeg er meget glad for lidt marcipan i den her udgave.

Hvor er vi heldige. Lyset er på vej tilbage, vi får fastelavnsboller, fejrer kyndelmisse, og nu er der også erantis i haven. Det går da helt forrygende godt.

Billede1

God mandag.

Save

Save

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Fastelavnsboller med creme og remonce med marcipan”

  1. Uhhh de ser gode ud Karen…. Lige til en kop kaffe !!!
    Jeg synes altid jeg døjer med at fyldet vil løbe ud – men dine ser jo perfekte ud…..
    God dag – Susanne

    Like

    1. De er rigtig gode – smovs – og der var mange af dem 🙂 Der kan være to grunde til, at fyldet løber ud. Enten er der kommet for meget fyld i, så de ikke kan lukkes ordentligt, eller også er der sprækker i lukningen. Prøv at gøre sådan: skær dejen ud i firkanter 10×10 cm, og læg en tsk fyld midt på. Saml de fire hjørner og tryk dem godt sammen. Saml så de fire hjørner, der opstår, når de første fire er samlet, og tryk dem godt sammen. Det skal være ren dej, man trykker sammen – er der fyld i samlingerne, glider de op. Og så skal samlingen selvfølgelig vendes nedad 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: