Årets adventskrans

Så blev jeg færdig. Nu står adventskransen bare der og venter. Venter på, at det bliver i morgen. Første søndag i advent.

Billede2

Jeg havde gjort mig mange overvejelser. Først havde jeg tænkt en krans bundet af lærkegrene og kun lidt pyntet. Men helt ærligt – det blev for minimalistisk. Kedeligt. Pænt, men uden den overdådighed, jeg elsker. Der skal være lidt at gå på opdagelse i.

Billede3

Kransen er lavet på en våd oasiskrans, hvor det grønne er stukket i og nålet, så det bliver, hvor det skal. Blød ene, cypres, buksbom, fyrrenåle og efeublade. Jeg startede med at markere med mos, hvor lysene skulle stå. Så blev mellemrummene fyldt op med grønt, og til sidst blev der pyntet med barkstykker, små æblekviste, lærkekogler og nogle søde små kobberblomster og blade. Til sidst røg der altså også lige et par små kobberfarvede julekugler i – for det er jo en adventskrans, ikke? Der må godt være et par kugler.

Billede4

Lysene er ret store. Også lidt for store til kransen, der ellers har en diameter på godt 40 cm. Det er med velberåd hu, for i den første adventsuge tænder vi lyset hver aften. I den anden adventsuge brænder der to, osv. Til sidst, når det første lys er brændt ned, lader vi de andre brænde ned et efter et, og så er det nytår.

Er der mon noget, der hedder Lille-adventsaften? For det må jo så være i aften. Aftenen før aftenen, dagen før dagen, hvor vi må tænde det første lys.

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Årets adventskrans”

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: