Besøg i Aase og Ole Hviids dejlige have

Enhver rosenentusiast kender Hviids Planteskole og deres vidunderlige roser.

Billede7

Hvad ikke alle ved er, at Aase og Ole Hviid også har den mest vidunderlige have, og at man gerne må komme og kigge, hvis man aftaler det på forhånd. Aase Hvid er et multitalent, både når det gælder blomsterdekoration, havedesign og pileflet – og meget mere, og hun har sin hyggelige og inspirerende virksomhed, Aase Hviid Design, i forbindelse med planteskolen og deres hjem. Der holder hun også kurser.

Billede6

Min svigerinde har kendt Aase igennem mange år, og hun har længe talt for, at vi skulle besøge haven sammen. Det gjorde vi igår. Og sikke en dejlig oplevelse.

Haven er delt i to dele. Den gamle have omkring huset og den nye have overfor. Den gamle have har været 30 år undervejs, og den er fyldt med snoede stier, spændende buske og træer, hvor der er leget med bladfarver og faconer,

Billede5

og et væld af smukke stauder.

Billede2

Der er flere små vandhuller i haven,

Billede15

og der er overraskende, hyggelige og humoristiske tableauer og siddepladser rundt omkring.

Billede3

Der var også flere af de skønne kermesbær, som vi havde i vores gamle have, og som jeg ikke har kunnet finde frø til siden. En statelig staude, der har været brugt som farveplante.

Billede4

Den nye have er storslået anlagt. Et vue ud over græsplænen omkranset af træer og bede,

Billede14

og havens clou – den store, kroneformede pavillon, som Aase selv har designet og fået lavet hos den lokale smed. Smukt og imponerende.

Billede11

Kronens buer er tæt besat med klatreroser og klematis. Her er et glimt fra midtersøjlen.

Billede8

Omkring kronen er der en cirkel af bede, sammensat med snilde og et sikkert blik for farvesammensætninger. Der er tone i tone,

Billede9

der er lyserød romantik og et betagende flammebed. Her de flammende rølliker.

Billede16

Og allevegne er der selvfølgelig roser. De imponerende rosenbuer og stativer viser tydeligt, at højde i haven er det, der skal til – og mængde.

Billede18

Det var som om, øjnene slet ikke kunne åbnes nok til at suge alle indtrykkene ind, og vi sluttede besøget øre af duft og indtryk med et hovede, der summede af farver.

Billede17

Tak for et dejligt besøg, Aase – jeg håber, jeg  må komme med igen en anden gang.

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Besøg i Aase og Ole Hviids dejlige have”

  1. Vidunderlige billeder af en have der ser skøn og levende ud. Og den pavillon i en mindre format kunne jeg godt finde en rigtig god plads til:-) Tak for rundvisningen Karen!

    Like

Der er lukket for kommentarer.