Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Der er stadig en 14 dages tid til Kyndelmisse, men ellers passer det på en prik.
Det er hvidt udenfor – og det er koldt. Rigtig koldt. Minus 14 i nat. Gulspurvekrattet er hvidt – pudret tykt står træ i skoven…
Dyrene har hver deres måde at tackle kulden på.
Køerne holder sig tæt på foderhækken, der skal fyldes hele tiden. Der skal meget til, når man skal holde varmen.
Den lille buskhalede fyr her, som blev fotograferet igennem vinduet, snupper fuglenes mad. Fuglehuset skal også fyldes hele tiden.
Hunden snuser efter haren (den, der tisser orange), men finder den aldrig, så der er altid en god grund til endnu en hegnstur.
Katten sover vinteren væk.
Nej, det er ikke det samme billede som for et par dage siden. Han har skam vendt sig et par gange siden, det hyperaktive dyr.
God onsdag.
Det ville heller ikke være let at foreslå køerne et andet og bedre tidsfordriv end at æde, og katten gør, som vi andre på langtur med flyveren, laver/bruger en sovemaske. Da jeg ikke er kattemenneske, skulle det helt sikkert være sådan en (helårs) 18-timers-sove-kat, hvis jeg skulle bo sammen med én. Så væk den endelig ikke bare for at give den en hilsen fra mig!
Jeg ville derimod gerne leve sammen med din skønne hund og bette Heldig (så længe det varer – en skønne dag er den stor, men kælen bliver den nok ved med at være).
LikeLike
Hehe Elsebeth, Jeg skal nok lade være med at vække Puma for din skyld. Puma er nu en dejlig kat, og både mennesker og hund her i huset elsker ham højt. Det er sundt for mennesker at omgås katte – de lærer os, at vi ikke kan kontrollere alting, og det har vi godt af at vide en gang i mellem. Faktisk findes der en bog, der hedder ‘Alt hvad jeg behøver at vide, har jeg lært af min kat’ 🙂
LikeLike
Smukke stemningsbilleder – Kan du ikke se at Puma siger – Nej jeg vil ikke fotograferes.
Karen
LikeLike
🙂 Nej, jeg tror bare han brokker sig over alt det lys, der kommer fra sneen. Det er jo svært at få sine 18 timers søvn i døgnet, når sneen lyser en i øjnene.
LikeLike