De der småkager, du ved, dem med lakridspulver og tranebær?

De er gode, de småkager. Dem med tranebærrene og et drys lakridspulver i dejen.

Billede7

Sprøde, krydrede og med lidt at tygge på, når man bider i tranebærrene. Ret uimodståelige er de. Selv hardcore lakridsmodstandere må give sig, for de smager altså slet ikke spor af Piratos. Fortsæt med at læse “De der småkager, du ved, dem med lakridspulver og tranebær?”

Dommedag i sigte og mandler med lakrids

Det er lige gået op for mig, at jorden forventes at gå under den 21. december.

Billede4

Tre dage før jul. Derfor behøver vi ikke købe julegaver i år. Vi springer simpethen Toys-R-Us over – og Storcenter Nord – og hele resten af den voldsomme trængsel og alarm. YES!!! I stedet kan vi hygge os, så længe det varer, og det vil så hermed være planen for resten af klodens og vores levetid.

Billede3

Når man sådan står overfor jordens undergang, bør man jo gøre status. Var der noget, det ærgrede dig, at du ikke nåede? Eller noget, du lod være med, som du egentlig gerne ville have gjort? Hvad var det bedste, du fik ud af den del af jordens levetid, du fik lov at være med? Nogle vil nok lave lister og forsøge at råde bod på det – og i sidste øjeblik forsøge at gøre et uudsletteligt indtryk på en udslettelig verden.

Billede2

Jeg tror bare, jeg bager nogle småkager – eller laver nogle flere af de der mandler med chokolade og lakridsovertræk, som Louisa Lorang har den gode opskrift på. For hvis jorden går under, kan man jo ikke nå at tage på af dem, vel?

Og så er der lige det – jeg har hørt, det bringer uheld at være overtroisk.

Billede1

God fredag – godt det var i går, det var den trettende.

Historien om et grisehovede – jeg gør det (nok) aldrig igen

Et grisehovede er stort. Ret stort. Faktisk meget stort. Og på et grisehovede sidder der nogle ganske få klumper kød – de så berømte svinekæber, som er lækkert og mørt kød, men som det er et bøvl af rang af få frigjort.

Her ser I et halvt grisehovede.

Og her ser I, hvad der kommer ud af et helt grisehovede.

200 gram kød – 5 kilo affald.

I gamle dage kogte man sylte på grisehovedet, men – nej – det havde jeg altså ikke lyst til. Jeg fandt en gang en grisetand i en mad med sylte, og siden har begejstringen været en smule begrænset. Det er ligesom at gå lidt for tæt på.

Men nu var de små klumper blevet frigjort, og efter sidste år (ja – der gjorde jeg det også) at have prøvet at lave de berømte ølbraiserede svinekæber, som jeg ærligt talt syntes var lidt kedelige, blev det i år en opskrift inspireret af Camilla Plums flæskesteg med lakrids – opskriften står i hendes dejlige julebog og er bestemt værd at prøve.

Jeg stødte 5 hele allehånde, korn fra 5 kardemommekapsler, en tsk revet ingefær, 1 tsk muscovadosukker, 5 peberkorn, en halv tsk lakridsrodsstykker og lidt salt i en morter, gned kødet ind i det og brunede det i en kasserolle. Så lagde jeg en flækket chili uden kerner (af de små onde) ved og dækkede kødet med vand og lod det simre i en lille times tid, til det var mørt som smør. Til sidst blev sovsen jævnet med lidt maizena.

Imens kogte jeg et par bagekartofler meget møre, svitsede et hakket løg i smør på en pande, bagte nogle både græskar til mos og blandede det hele til en lækker græskar/kartoffel/løg mos, smagte til med salt og gav hele herligheden lidt friskrevet parmesan på toppen, før det blev gratineret.

Det blev godt – meget godt endda.  Bondemanden havde stillet sig meget tvivlende overfor alle de mellemøstlige julekrydderier til kødet, men han blev overbevist. Smagen var overbevisende god, og græskarmosen passede perfekt til.

Men det var nok lige lovligt arbejdskrævende i forhold til den smule, der kom ud af det. Så næste år, når jeg bliver spurgt, om jeg vil have hovedet med, siger jeg nok nej. Eller gør jeg? For jeg hader jo at se noget gå til spilde – og hvis man skal smide hovedet ud, kan man vel ligeså godt ‘lige’ skære det brugbare af først, ikke? Eller?

Det gælder jo om at bruge hovedet.

God fredag.