En fyldig varm tomat/grøntsagssuppe

Når ens mave får julemads-overload; når alt er begyndt at smage af enten brunkager eller lakrids, kan man godt komme til at trænge til en time out. Til noget helt andet. Ligegyldigt hvor meget man holder af jul og julemad. En varm grøntsagssuppe for eksempel.

Billede5

Til en tomat/grøntsagssuppe som den her skal man bruge:

2 gulerødder
En skive selleri på ca. 100 gram
En porre
1/2 pakke bacon
1 dåse hakkede tomater
1 liter suppe
Et dryp æbleeddike
1 tsk sukker
1 spsk koncentreret tomatpure
Salt og peber – og måske en anelse chili – for eksempel sambal oelek.

Rens og hak alle grøntsagerne groft. Også den meget oversete grøntsag, bacon. Steg baconternene og steg grøntsagerne med, når der er smeltet lidt fedt af baconen.

Billede1

Kom blandingen over i en gryde og hæld suppe og tomater ved. Lad det koge helt mørt – bid i en stump gulerod for at se, om det er klart – guleroden er længst om at blive mør.

Tilsæt æbleeddike, sukker og tomatpure – og måske en anelse chili. Jeg brugte en halv teskefuld af min svigerindes hjemmelavede sambal oelek – den her:

Billede3

Almindelig sambal oelek kan gøre det, og man kan også springe det helt over, hvis man er blød i munden, men det giver nu et ekstra pift.

Kog igennem og smag til med salt – server med varme ostebrød. De her var med ost og rester af hasselbachkartofler og kogte rosenkål.

Billede6

God tirsdag.

Varm grøntsagssuppe til en kold tid – med ostebrød

For nogle år siden, da vi holdt ferie i Irland, var vi inde på en hyggelig restaurant – langt ude på landet.

Billede6

Alle vegne i Irland er der amerikanere, der leder efter deres rødder. Det var der også på restauranten, og en af dem kom hen til os med lys – nærmest julelys – i øjnene og sagde: You gotta try the vegetable soup – Aaah’d a’ thought it was soup with little bits of vegetables swimming in it – but no – it was sooo good, creamy, y’know?

Den slags suppe kendte han ikke, så det var et forklarelsens øjeblik for ham – skønt at se. Vi kender suppen og laver den tit. Også lige her i december. For, hvor man end sig vender hen, er der småkager, konfekt, sildemadder med karrysalat og en lille en til, rullepølse, rødkål, gløgg, æbleskiver og mange andre gode sager. Det er dejligt, men krævende. Og så kan man godt komme til at trænge til mad, der giver maven lidt ro.

Billede4

En god og blød grøntsagssuppe, der rammer lige der, hvor den skal. Med ostebrød til.

Først suppen. Princippet er det sædvanlige: Hvad køleskabet gemte. Her blev det

2 gulerødder
2 pastinakker
5 små kartofler
1 porre
3 mellemstore jordskokker
1,5 liter suppe – den gode, hvis du har den
Salt og peber

Gør grøntsagerne i stand, skær dem i småstykker, svits dem i lidt olie, hæld suppen på og kog dem møre. Blend og smag til med salt og peber. Enkelt ikke? Kartoflerne jævner suppen og virker som ‘fløde’.

Billede5

Ostebrød er ikke lige helsemad – men de smager så godt til, at det ville være synd at springe dem over. Brødskiverne skal smøres med Hellmanns og drysses med revet (riv selv!) ost – f.eks. emmentaler. Derefter bages de på 200 grader, til overfladen er lysebrun, og osten nedenunder er smeltet og blød.

Og dagens sang?

For gåsesteg og risengrød og klejner, limonade
og marcipan og figenbrød, konfekt og chokolade
og julekage med sukat og mandler og rosiner,
det må og skal som resultat gi´ julemavepiner.
Ja, hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen
og jul og jul og jul og jul og jul igen.

God tirsdag.

Hvid grøntsagssuppe

Søndag aften er man sjældent gammelsulten.

I weekenden har man tit spist lidt mere og på lidt andre tidspunkter end til hverdag. Søndag aften mangler man ikke rigtig noget – men ‘noget’ skal der alligevel til. Derfor begyndte vi for flere år siden at lade søndag være lig med suppedag. Og der er gået sport i at finde på nye supper. Vi leger med farver, smagstyper og konsistenser, men suppen er altid baseret på en hjemmelavet grundsuppe. Og så kan det ikke gå helt galt.

Denne søndag blev det til en blød og lækker hvid grøntsagssuppe.

1 lille blomkål – eller 1/2 større.
1 pastinak
1 løg
4 fed hvidløg
3 kartofler
1 skive selleri
Timian, salt, peber og ca. 1,5 l suppe

Gør grøntsagerne i stand og skær dem i småstykker. Kog dem i suppe med bladene fra en kvist timian, til de er møre. Blend suppen med stavblenderen, kog igennem og smag til med salt og peber.

Mangler der lidt syrlighed i smagen – rodfrugter kan godt være en anelse fade og trænge til et spark af et eller andet – så tilsæt lidt citronsaft – efter smag.

Så simpelt er det – ingen fløde, ingen legering – kartoflerne gør det ud for begge dele.

Og bedst af alt: ingen sære tilsætningsstoffer, ingen e-numre, ingen emulgator, ingen kunstige fibre. Bare mad – lavet af det, som fryseren og grøntsagskurven gemte.

I dag skal der blandt meget andet kigges lidt på frøposerne. Det er svært at holde sig i skindet. Man kunne måske prøve at forspire bare nogle af tomatfrøene? Chilierne er oppe. De er nu lidt større end karse og skal rykkes ovenpå til køligere forhold med meget lys.

Der er meget at glæde sig til.

God mandag.