Kategori: Haven

Havefest i Fru Pedersens Have

For en rum tid siden kom posten med en rigtig kuvert med et rigtigt brev i. En invitation fra Anette og John – fra Fru Pedersen og Hr. Pedersen. En invitation til havefest i Fru Pedersens Have. Jeg havde glædet mig i en måned, og endelig blev det fredag den 26. maj.

Hvad kan være bedre end at besøge dejlige mennesker i skønne omgivelser og få lejlighed til at være sammen med de havevenner, man kun sjældent ser udenfor internettets vidunderlige verden? (Ja, jeg priser internettet og sender det kærlige tanker efter at have været uden netforbindelse hele weekenden…)

Her sidder Nana (Mit Landliv) og Anette (Anettes Flora) og nyder udsigten fra terrassen udenfor skurvognen, hvor gæster kan overnatte. For Fru Pedersen har også Bed & Breakfast. Det må være dejligt at vågne der til lærkesang over kornmarkerne…

Bondemanden sagde engang om Fru Pedersens Have, at den var som en paradisets have – en frodig og læfyldt oase i den ellers så barske natur tæt ved Vesterhavet. Det kan ikke siges bedre. Kig selv med.

Vandet risler stille i den hvide have.

Stemninger skabes rundt omkring i det grønne.

Bag huset ligger hønsegård, andegård og en række hyggekroge.

Hvem ville ikke gerne tage en lille eftermiddagslur her?

I maj blomstrer mange rododendron i Fru Pedersens Have.

Også i denne skønne og ret usædvanlige farve.

Rododendron er så dejligt livsbekræftende med deres glade og farvestrålende blomster. Dem bliver jeg aldrig træt af.

I det hele taget bliver jeg aldrig træt af at gå rundt i Fru Pedersens Have – det kan bare ikke lade sig gøre. Jeg har mange flere billeder, detaljer og udsigt over vidderne – for slet ikke at tale om de smukke havehuse, som haven rummer – som jeg gerne vil vise og fortælle om.

Men det må gemmes til endnu et indlæg. Kig med her i morgen (hvis vores internet kommer på plads i dag – ellers bliver det i overmorgen).

Hvis du selv skulle få lyst til at besøge Fru Pedersens Have (igen?), er adressen og åbningstiderne her:

Fru Pedersens have, Skalstrupvej 36, 7570 Vemb
Maj, juni og september:
Lørdag og søndag, samt helligdage kl. 13-17.Juli og august:
Alle dage kl. 13-17.

Samt efter aftale. Tlf. 40 25 96 25

Og så mangler jeg kun en hjertelig tak til Anette og John. Tak for jeres gæstfrihed, den lækre mad og den stærkt vanedannende rabarbertærte – ja i det hele taget bare TAK og et KÆMPE knus. Som du selv skriver, Anette, så er det en dag, man kan leve længe på.

God mandag.

Stop op og se på småt og stort

Når man bor, som vi gør, og har så mange projekter i gang hele tiden, må man prøve at lære, at man aldrig bliver færdig, og at man – hvis man også skal have glæde af det hele – er nødt til at stoppe op og kigge på blomsterne undervejs.

Man tænker nok, at ‘når vi er færdige, så…’

Men færdig er man aldrig. Så tvangsstop skal der til. Og så skal man selvfølgelig også kigge og nyde både udsigt og blomster, mens man graver og går med trillebøren.

I dag har vi samlet og fyldt højbede. Og jeg har nydt synet af de små blomstrende stenbedsplanter hver gang, jeg er gået forbi pavillonen. Stenbedsplanterne fra Den Alpine Have i Herskind.

Langt mindre en planteskiltet er den. Måske kun 5 centimeter med blomst. Men dens blomstrende krone fanger blikket. Mon ikke den blomstrende del går ud efter blomstring? Det plejer de jo, den slags. Men der er nye små sideskud, og så er det jo bare deres tur til at tage over.

Små skønheder som den lille floks, Miss Daisy hedder den, og den lille sedum glæder faktisk øjet lige så meget, som de store skønheder gør. De seks smukke og store damer har fulgt vores arbejde på sikker afstand hele dagen. Det er da hyggeligt.

God Kristi Himmelfarts aften.

 

Højbede – med sneglekant – på terrasser i marken

Hvad er det nu, de har gang i? Der er gravet etager ind i markkanten? Var det ikke der, de havde køkkenhave før? Det ser da forfærdeligt ud.

Jo, men… det bliver ikke ved med at se sådan ud. På hver af de tre terrasser kommer der til at stå et stort højbed. Et højbed med sneglekant.

De tre højbede kommer til at rumme vores køkkenhave i år – og i mange år fremover. Det er sneglenes skyld det hele. Sidste år fik vi intet ud af køkkenhaven. Absolut intet. De åd det hele. 3-4 af de ækle fyre kunne sidde og mæske sig i en squashblomst. Kålplanterne var fyldt med dem. Salaten forsvandt, næsten før den kom op. De åd simpelthen alt undtagen kartoffelplanterne.

Når en køkkenhave ligger i markkanten, som vores gør, er det stort set umuligt at bekæmpe de slimede uhyrer med ølfælder, nattejagt og deslige. De vandrer ind som en ødelæggende hær, og de æder alt på deres vej. Efter sidste år har vi simpelthen kastet håndklædet i ringen og købt hjælp i form af højbede.

Stigningen i markbedet er så stor, at højbedene skal stå på terrasser for at stå lige. Nærmest som en olivenplantage på en bjergskråning i Toscana. Der er gravet ud, så der er plads til højbedene og plads til at gå omkring dem.

De tre højbede er samlet af sektioner på 1,2 m, så bredden bliver 1,2 m og længden 3,60. Det giver masser af plads til det, vi skal dyrke. Squash, græskar, bønner, bladselleri, salater – alt sammen snegleføde af højeste karat. Men nu kan de ikke komme til fadet. Kanten holder dem væk. De kan simpelthen ikke vride sig rundt i den vinkel.

Jeg skal nok vise billeder fra udviklingen af projektet, når det kommer længere frem. Lige nu kan man ikke se meget, men jeg er så glad for, at vi endelig er kommet i gang, og jeg kunne ikke vente med at fortælle om projektet – til glæde og forhåbentlig inspiration, hvis du også bor med græsmarker omkring din have.

Indlægget er skrevet i samarbejde med zinkbakken.dk, hvor vi har købt bedene. De har rigtig mange lækre ting derude i Låsby, hvor de bor. Vi var glade for at det lå i nærheden, men de sender selvfølgelig i hele landet.

Prøv at tage et kig på deres website. Det smarte system med samlesæt gør, at man kan lave store højbede eller små højbede, præcis som man har lyst. De har meget mere end det – men kig selv – jeg har fundet nok til en meget lang ønskeseddel og mange havedrømme. Du kan læse mere om zinkbakken.dk i en artikel hos Havefolket.dk – den finder du lige her: Zinkbakker i metermål.

God mandag aften.

Hvor går det bare stærkt

Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)

Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.

Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.

Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.

Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.

Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.

Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.

Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?

God søndag aften.

En dejlig overraskelse

I dag skulle jeg have været til København. Til et møde. To timers møde og 7 timer i toget. Jeg slap. Søde kolleger har lovet at tage over for mig – sådan nogle kolleger er man nu heldig med. Så jeg skal ingen steder udover på arbejde helt almindeligt. Se det er en dejlig overraskelse.

Var tidligt nok oppe til at nå toget og står nu med en hel ekstra time, før jeg skal køre. Tror, den skal bruges på en havetur med kræene – med blik ud over landskabet, som solen i dag skinner så gavmildt på.

Der er alligevel ikke tid nok til at begynde at ordne alt det her…

… så de her og alle chilierne kan blive plantet.

Det må blive i weekenden. De står såmænd også fint i potterne indtil da.

Nej – jeg sætter lige lidt vasketøj over og fejer foran B&B’en – og så tager vi en hyggehavetur – hunden, katten og jeg.

God torsdag!

Gult, hvidt og grønt i forårshaven

I haven, i hegnene, på markerne – alle vegne lyser det gult. Sådan en diset morgen i maj er udsigten fra min computerplads ovenpå et studie i gult og grønt.

Rapsen blomstrer, så luften er tyk af pollen. Man kan dufte den helt ind i stuen. Mælkebøtterne lyser gult i græsmarkerne (til Bondemandens store fortrydelse) og ranunkelbusken er sprunget ud i al sin solskinsgule pragt.

Også Mahoniebusken blomstrer.

Det er som om blomsterne vil minde solen om, at den gerne må skinne. Og alligevel er det regnen, der har kaldt alt det grønne frem. Det er næsten overvældende, som alt er blevet grønt i de sidste dage. Som en grøn eksplosion. Selv egetræerne langs vejen er ved at springe ud.

Hægen med den dejlige duft af forsommer blomstrer i hegnet. Fine, hvide klaser af duftende blomster.

Duften af hæg bliver til ‘duften’ af kattetis, hvis man tager den ind. Hæg skal nydes i det fri.

Tulipanen Spring Green er sprunget ud i det hvide bed.

Der er forårsfest derude. I haven og i hegnet. Det er lige skønt hvert år. Lige overvældende og fantastisk. Planter, blomster, græs og træer – mild luft og fuglesang. Som der står i andet vers af den dejlige ‘Det dufter lysegrønt af græs’:

Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

Det er sådan det er lige nu. Solen ved at bryde igennem disen her i Skivholme, og endnu en dejlig majdag ligger forude. Det er da næsten synd at tage på arbejde…

God onsdag.

Åben have? Uha – nej.

For en tid siden læste jeg, at den kendte og fantastisk dygtige havearkitekt Kjeld Slot var holdt op med at have åben have. Og hvorfor? Jo, folk brokkede sig over, at der var ukrudt i haven. Den var ikke perfekt nok.

Hmmm, tænker jeg så. Hvad er det for et sygeligt krav om perfektion, der har overtaget overalt? Et krav, som bringer rigtig meget utilfredshed med sig?

Din krop skal være perfekt, og er du 60, skal du ligne en på 30. Din bolig skal være perfekt – med wellnessrum i stedet for badeværelse, og med den helt rigtige kombination af nyt og gammelt – dyrt forstås. For din økonomi skal også være perfekt. Hvorfor er der mon så mange, der hopper på kviklån af den ene og anden slags, hvis de ikke synes, de bør have en hel masse, de ikke har råd til?

Dine børn skal være perfekte. Yummy Mummies har per definition perfekte børn, og de skal henholdsvis drives og roses frem til at blive stjerner – også selvom de måske er ret almindelige unger. Hvorfor er der mon så mange unge, der får en depression?

Din have skal være perfekt. I hvert fald, hvis du vil vise den frem. Selv en havearkitekt med fantastiske ideer må ikke have nullermænd i krogene – eller skvalderkål i hækken.

Sidste år besøgte jeg flere haver, og de skønneste af dem havde fået hård kritik. En fik personlig kritik for at være uprofessionel, og en anden blev kritiseret for at have for meget græs. Jamen – hvor er vi henne? Er øjnene blevet lukket for skønhed og erstattet af falkeblik, der fokuserer på selv den mindste afvigelse?

Derfor når nogen spørger, om vi vil være med til at have åben have? Så er svaret nej tak. Venner, familie og B&B gæster må gerne gå rundt, som de lyster. Men den frådende kritikerhob må gerne blive hjemme.

En have er en meget følsom og personlig ting. Man lægger sit hjerte i den, og man bliver ked af det, hvis man får uvenlig kritik. En have er også altid i udvikling, og der vil altid være steder, der står lidt tomme, indtil tingene vokser op. En stor have har altid steder, man ikke rigtigt har styr på.

Det vil jeg ikke udsætte mig selv for, for jeg er så glad for vores have i dens tilstand af stadig udvikling.

Nu, hvor åben have sæsonen begynder, vil jeg gerne opfordre til, at man ser på de store linjer, når man er ude. At man kigger efter ideer og gode indfald, nyder haveejerens engagement og ikke søger efter ukrudt eller noget at brokke sig over.

Ja – det mener jeg faktisk om hele livet – perfekt behøver det slet ikke at være for at være godt. Rigtig godt.

God onsdag.

Af alle tulipaner…

De sværeste spørgsmål, man af og til bliver stillet, er spørgsmål af typen ‘hvilken forårsblomst holder du mest af’ eller ‘hvilken tulipan holder du mest af’. For af alle tulipaner i hele verden holder jeg mest af…. dem alle sammen.

Fra de små botaniske tulipaner med deres glade solskinsansigter,

over de mellemstore til de store og måske flottere. Enkelte, fyldte, diskrete og farvestrålende.

Tulipaner, der var så kostbare, at de engang kun var for konger og fyrster, kan man få i næsten alle mulige farver og faconer, og enhver kan være med, når der er minus 50% i efteråret. Minus 50% er mit yndlingsmærke…

Tulipanerne står så fint lige nu. Sartgule liljeblomstrende under buskene.

De ubestemmeligt rosa i krukken ved drivhuset.

De små, hvide Calgary i det hvide bed – hvor der også snart kommer flere og højere tulipaner. Mount Tacoma hedder en af dem. Tulipaner har også flotte navne…

Der står mange tulipaner rundt omkring i havens forskellige afdelinger, og de kommer forskudt over lang tid.

Der også er nogle, der går til. Enten forsvinder de af sig selv, eller også bliver de ædt. Mosegrise er glade for tulipanløg. Den her ser jeg aldrig igen – den er ædt. Og den var ellers så køn, næsten som en pæon.

Af en eller anden grund smager de fineste løg vist bedst. Men mosegrise kommer ind fra markerne, og det må man leve med, selvom man kan knibe en tåre over ødelæggelserne.

De gammeldags røde tulipaner, der vokser i på skrænten mellem oceaner af skvalderkål, kommer igen. Af en eller anden grund gider mosegrisen ikke grave op ad skrænten. De røde tulipaner er altid sene på grund af deres plads i skyggen. Sidste år lagde jeg mange flere af dem, og jeg er spændt på at se, hvor mange der kommer.

Mange bryder sig ikke om de stærkt røde tulipaner. Men i vildnisset, i skvalderkål til halsen, der passer de rigtig godt med deres livskraftige farve og væsen. Jeg håber, der kommer mange. Som røde dutter i alt det grønne.

Men hvilken af dem, der er yndlingstulipanen? Det ved jeg ikke, for jeg holder nu så meget af dem alle sammen.

God tirsdag.

Skovhaven bliver mere og mere have og mindre vildnis

Sikke dog et helt vidunderligt vejr vi har haft her i weekenden. Sol, varme – og mest specielt: ingen vind.

Det er blevet udnyttet til fulde. Skovhaven fik udvidet et bed, og der blev flyttet en masse planter, der stod klar i drivhuset, i potter og i andre bede. Og så blev der delt et par stauder, sået og priklet. Måske ikke lige årstiden til at dele stauder- men med lidt vand og kærlighed håber jeg, det går.

Her var vi nået til lørdag eftermiddag.

Græstørv (læs: mostørv) er fjernet og lagt op på skrænten, og bedet er pludselig blevet tre gange så stort.

Her var vi så søndag middag. Der er blevet gravet nogle huller i dag…

Man begynder så småt at kunne se ideen i skovhaven. En lang snoet sti med et stort bed op mod skrænten på den ene side og mindre bede med stier imellem på den anden side af stien ud mod vejen.

Centrum i den nye udvidelse er den fine, flettede pil, der har stået i potte i snart tre år. Nu får den lov at få rigtig jord mellem rødderne.

I bedet er der ellers kommet bronzeblad, den høje, lyserøde kertepileurt, primula, hvide staudekongelys, og lidt mere fra hist og her. Der skulle bare noget i med det samme, og nu må det meget gerne vokse i en gal hast.

Forårsløg fra potterne er også gravet ned i bedet – håber, de kommer igen til næste år. Alt det, der er flyttet omkring på nu, skal passes og plejes med vand. Ellers går det galt, og det ville da være ærgerligt. Godt, jeg har to store vandkander…

Dagen sluttede med at brænde bål – et kæmpebål af grenene fra vores vilde rosenhegn, der er blevet skåret ned i år, grene fra dengang vi fældede plads til pavillonen og meget mere. Grenene skulle alle sammen flyttes fra der, hvor de lå, til der, hvor bålet blev lagt an. For tænk nu, hvis der var fugle eller mus i stakken? Det var der ikke – men man kan ikke være for forsigtig.

Tror I, der er nogen, der er øm i stort set hver en muskel nu selv efter et varmt bad, pizza og en hektoliter rødvin (cirka, altså…)? Og som ikke rigtigt kan forholde sig til, at vækkeuret ringer klokken seks i morgen? Hvor det faktisk er mandag???

Sov godt, – og hvis du læser det her mandag morgen: Rigtig god mandag.

De lyse nætter er begyndt

I går, den 5. maj, begyndte de lyse nætter officielt. Det er ved at være sæson for mosekonebryg, nattergalesang og elverpiger.

Torsdag aften, den 4. maj, kom vi ud fra musikhuset efter koncerten, og det var stadig lyst. Vi havde været til Benjamin Britten’s War Requiem i Symfonisk Sal. En fantastisk koncert – storladen, sørgende og inderligt smuk. En passende koncert til at højtideligholde den 4. maj.

På vejen hjem gennem Aarhus, så vi mange steder lys i vinduerne. Men ikke nok efter min mening. Jeg frygter historieløshed og ser det som en virkelig trussel mod den fred, der blev vundet så dyrt dengang. Glemmer man, kan det ske igen.

Da vi kom hjem til os selv, tændte vi også lys i vinduerne. Det var så småt begyndt at mørkne, og stearinlysenes glød var smuk mod den nu mørkere himmel, der stadig havde rødt skær mod vest.

Også i drivhuset var der lys. Der står en solcellelampe af en slags, jeg ikke havde set før sidste år. Grene med små pærer i bladene. Den giver et hyggeligt lys om aftenen, og lysene spejler sig i drivhusets ruder.

Grenene kan stå som en buket, som de gør nu, eller de kan stå med afstand imellem – det er ledningen lang nok til, og jeg tror, den skal stå mellem alt det grønne i bedet foran B&B’en til sommer og lyse lidt for gæsterne.

Der findes mange solcellelamper til haven. Både kønne, grimme – og også meget mærkelige. De lysende grene stammer fra KridtvejsPlanter, og de er nu hyggelige og har ikke så kraftigt et lys.

Det er smart med de solceller, der, selvom teknikken er opfundet til mere seriøse formål, også kan bruges bare for sjov. Og det er nu dejligt, at vi lever i fred, så man kan have lys i sin have, hvis man har lyst.

Det er ingen selvfølge, så husk lysene i vinduet næste 4. maj, hvis du ikke gjorde det i år. Der er grund nok til at fejre freden.

God lørdag.