Er der kommet flere slags hornvioler til?

Er det bare mig, der har fået øjnene op, eller har der virkelig været flere spændende farver hornvioler i handelen i år? Ikke kun de særlige med navneskilte – for der kan man jo forstå det – men i de helt almindelige kasser med 8 potter for 50,- ?

Først fandt jeg den smukke måneskinsgule, som jeg blandt andet satte i det gamle fuglebad, der var revnet.

De ser så fine, lette og glade ud.

Lidt senere fandt jeg de her i en usædvanlig og meget smuk rødlilla farve. Uimodståelige…

De er nu plantet i den flotte jernkurv, jeg købte hos Anettes Flora i sommer, da vi kom hjem efter besøget hos Tante Grøn. Sådan en kurv er dejlig at have – den tager sig lige godt ud med alle årstiders blomster.

Der var også næsten sorte hornvioler – samme farve som de meget mørke petunia, jeg havde i krukkerne sidste år. Dem købte jeg ikke nogen af, for man skal jo vælge, selvom det er svært.

Vi går og venter på, at resten af verden får farver igen. Det har været det skønneste vejr, og man kan se knopperne på træerne vokse fra dag til dag. Rødellene ved bækken ser næsten lodne ud i toppen.

Græsset er begyndt at vokse lidt i totter, men det er så bart, så bart endnu. Det varer nu ikke længe, og i mellemtiden kan hornviolerne lyse op i krukker og kurve i haven.

God onsdag.

 

Boganbefaling: Cottagehave – Tante Grøns Haveunivers

I går udkom en ny bog. En smuk og dejlig bog: Cottagehave med undertitlen Tante Grøns Haveunivers. Den har jeg glædet mig til længe.

Cottagehaven er den haveform, som mine – og rigtig mange andres – havedrømme er gjort af. Indrammede bede med et flor af årstidens blomster. Høje, lave, brede og smalle, roser – mange blomstrende roser, hyggelige siddepladser, lokkende kig om hjørner og dekorative og nostalgiske træk.

Hvis nogen skal kunne skrive en bog om Cottagehaven, er det Tante Grøn, hvis skønne have jeg besøgte sidste år i juni. Det var en oplevelse, der varmede sjælen, for der er rigtig meget sjæl i Tante Grøns Have. Det er en have, der taler til hjertet.

Den sjæl bliver videregivet til os i bogen. Den er skrevet med varme og kærlighed, og den er både personlig, poetisk, humoristisk – og oplysende.

Især Tante Grøns egen og meget personlige havehistorie rører ved en, og vi får Cottagehavens historie, som den opstod i England med portrætter af havestilens skabere som Gertrude Jekyll og Vita Sackville-West.

Cottagehavens elementer bliver gennemgået, og der er en grundig og meget tilgængelig gennemgang af årstidernes blomster og planter. Jeg sidder her og er helt fyldt til randen af inspiration og ideer.

Susan og Jesper Durup har taget billederne til bogen, og de har virkelig forstået at fange havens poesi i de mange, smukke billeder, man kan drømme sig væk i. Det er ikke deres billeder her i indlægget. Det er mine. Deres er meget flottere.

Bogen er udkommet på Gyldendal.

P.S. Har du lyst til et kig ind i Tante Grøns Haveunivers, kan du kigge på de indlæg, jeg skrev sidste sommer. Dem finder du her:

Besøg i Tante Grøns Have

Lidt fra den vilde del af Tante Grøns Have

Detaljer i Tante Grøns Have

Rigtig god læselyst!

Hvor stor var den gren egentlig?

Nu er det en uge siden, jeg fik grenen i hovedet. Stingene skal fjernes i morgen, og så skulle jeg være nogenlunde klar igen. Der er mange, der har spurgt mig om, hvor stor den gren egentlig var, siden den kunne lave sådan en ravage. Her ligger den.

Grene fås i mange størrelser, og den her hører ikke til de mindste. Den sad en fem-seks meter oppe, og nedefra så den ikke særligt voldsom ud. Det var bare ‘den der gren, der tager udsigten, når den får blade’.

Den tykke ende er faktisk ret tyk, og det var den, der ramte. Jeg har kørt trillebørhjulet hen ved siden af til sammenligning.

Lige nu brummer motorsaven ude i haven. Bondemanden er ved at save grenen til brænde, så vi ikke skal se på den mere. Væk med sig.

Jeg ved godt, jeg var heldig. Havde grenen ikke ramt stigen først og sat farten lidt ned, havde jeg ikke kunnet gå rundt og kigge på spirerne i haven eller beundre påskeklokkerne – eller noget som helst andet.

Jeg er faktisk dybt taknemmelig og lykkelig over at være i live – det kan så hurtigt gå galt.

God søndag.

Liv og pippen i haven

Når man sidder og heler, har man god tid til at kigge ud af vinduet. Bare sidde og kigge på landskabet, på rådyrene, der græsser på marken overfor, og på fuglene. Der er så mange, og de elsker vores solsikkebar.

Der er alle de ‘almindelige’, som jeg egentlig elsker allerhøjest, men også de mere eksotiske som kernebideren og stillitsen, som jeg altid prøver at få billeder af. De sidste har vi en lille flok af, og det har vi hvert forår. Senere flytter de op i træerne, og så ser vi dem ikke mere. Vi hører dem kun, og de har den smukkeste sang.

Det er underligt ikke at skulle noget. Meget underligt. I dag, to dage efter syningen, måtte jeg gå i bad og vaske blodet ud af håret. Jeg føler mig som et nyt menneske.

Og alligevel ved jeg godt, at jeg snart skal ned i mit sofahjørne igen. Der skal ikke meget til, før jeg bliver træt. Men først en tur ud med hunden – og så går vi lige forbi skovhaven og giver den dumme gren et spark. Så kan den lære det…

Man skal ikke lade sig kyse.

God onsdag.

Skovhaven gav hul i hovedet

Skovhaven, som vi begyndte at arbejde på sidste år, ligger mellem vejen og skrænten op til marken. Skrænten er høj og stejl og dækket af træer. Store træer, små træer, gamle træer og nye selvsåede træer.

Det blev der gjort noget ved i weekenden. Bondemanden greb først buskrydderen og derefter motorsaven.

De nederste meter blev ryddet, så man kan se den smukke, vilde efeu, der dækker store dele af skrænten.

Mens vi nu var ved det, var der lige en gren på det store træ ud mod vejen, der skulle væk. Ved alle uheldige sammentræf på én gang, endte den med at ramme mig i hovedet – med den tykke ende.

18 sting og påbud om at holde mig i ro, indtil stingene er fjernet i næste uge. Ok – det kunne være gået meget værre, og det gjorde det ikke. Men – lige i dag har jeg ikke noget problem med at holde mig i ro og holde hovedet helt stille. Helt, helt stille.

God mandag.

Forår, solskin og lørdag

Det er lørdag, og det er virkelig blevet forår. Solen skinner skarpt gennem de bare grene og afslører alt det, som trænger til at blive gjort.

Men solen skinner også på Dorothealiljerne, der solbader fornøjet.

Og den skinner både på og gennem de gule krokus.

Et af fuglebadene er revnet her i vinter. Det holder ikke vand længere, men til gengæld har det jo så naturligt dræn, og man kan plante hornvioler i det.

Det bliver rigtig fint, når blomsterne vokser ud over kanten, og det gør de jo, når de først får rigtigt fat.

Der er en pippen og en kvidren, og vi kan høre bækken bruse. Jeg vil slet ikke tænke på, at det sagtens kan blive frost masser af gange endnu – jeg vil bare glæde mig over, at foråret er her i dag.

Rigtig god weekend.

Jeg elsker, når det ender godt.

Kampen mellem modstridende kræfter er den, der bærer alle vores historier. I film, skuespil, folkeeventyr, litterære klassikere eller moderne krimier. Kampen mellem godt og ondt, mellem lys og mørke… Potter og Voldemort, trolden og prinsessen, detektiven og morderen, Jesus og djævelen og de sorte hatte mod med de hvide hatte i de gamle westerns.

beskaaret

Det er svært ikke at overføre det tankesæt til det, der sker lige udenfor nu.

Starten af hver ny årstid bærer lidt af den foregående i sig, og således kæmper vinter og forår lige nu om at få overtaget. Kampen bølger frem og tilbage og vil gøre det resten af måneden – mindst.

Det sner lige nu – men fuglene synger.

billede2

Forårsblomsterne blomstrer –

billede3

men rododendronbladene er klappet sammen af frost.

billede5

Solen får mere magt, men der ligger rim i skyggen. Det er marts måned, som vi kender den. Den eneste forskel på årstidernes kamp og historiernes er, at her er vi fra starten sikre på, hvem der vinder.

Det bliver lunt, der kommer blade på træerne,

Billede5

buskene vil blomstre,

Billede9

og haven vil dukke ud af sit vinterhi.

Billede5

Det er nu rart at vide, for jeg elsker, når det ender godt.

God mandag.

Årets første hornvioler

Efter gårsdagens indlæg om at være ‘perfekt’, mødte jeg her til morgen en, der bare var perfekt helt af sig selv. Ikke på nogen demonstrativ måde, nærmest tværtimod. Ikke selv-iscenesat perfekt, men bare helt naturligt perfekt, fordi den ikke kan andet. En lille hornviol.

billede1

Årets første hornvioler er så stor en glæde, og den her med sine sart lysegule yderblade – måneskinsgule, som Claus Dalby kalder det – og den stærkt gule midte med de fine tegninger er helt uimodståelig.

De står på en bakke og venter på, det bliver weekend, så jeg kan arrangere og plante.

billede2

Deres søde ansigter vil lyse op i lang tid fremover.

billede3

Naturlige, livlige, hårdføre. Glimt af farve i en tid, hvor det meste ellers er lidt træt at se på. En start på den jublende glæde, der kommer med foråret.

Jeg tror, jeg må ind efter lidt flere på vejen hjem i dag. Hornvioler kan man næsten ikke få nok af. Vejrudsigten byder på let nattefrost hos os, men det kan de sagtens tåle. De er skabt til at lave forår, før vejret helt er med på det.

God fredag.

En hæk af multiflora roser

Bag pavillonen op mod køkkenhaven i markkanten har vi plantet en hæk af multiflora roser. Der vokser nogle enkelte, selvsåede i hegnet, men der er slet ikke nok.

Picture3
Det er mest for bittesmå hyben, vi har plantet dem. De små hyben, der kaldes Mariebær. De er kønne i efteråret, gode i dekorationer, og de tørrer så fint. Jeg har haft dem stående i en vase uden vand, hvor de bare stod og tørrede lige så stille. De holdt i to år, før de blev lidt livstrætte at se på, og det var mest på grund af støv og spind.

Jeg har også haft nogle bundet i en udendørs krans – de blev ædt af de grådige mus, som er svære at holde fra sådan en godbid.

Billede5
Planterne er købt på en skovplanteskole, og vi fik et bundt med 25 styk til en meget rimelig pris. Forsendelsen var faktisk dyrere end planterne.

Planterne er kun pinde endnu, og der går nok en tid, før jeg kan plukke Mariebær i tilstrækkelige mængder. Men den tid, den glæde. Det bliver sjovt at følge pindenes vej fra pind til busk.

billede7

God onsdag.

Nu kommer der snart liv i de små drivhuse

Udenfor blæser en kold vind, og det suser i træerne.

billede1

Inde er heldigvis mere roligt. Der er sået i minidrivhusene i vindueskarmen. Chili – en samlepakke med seks forskellige slags frø til både stærke og milde chilier i forskellige farver og faconer.

billede2

Rosenslynger er der sået rigeligt af – det er sådan en dejlig plante, og den blomstrede ufortrødent i drivhuset fra juli og indtil efter jul, hvor frosten tog den.

billede1

Der er også sået to forskellige farver af en ny digitalis, der skulle kunne nå at blomstre i eftersommeren og komme igen næste år – ifølge Isabella Smith. En rosa og en lavendelfarvet. På de engelske frøposer står der ganske vist to-årig, ligesom digitalis plejer at være. Men nu får vi se.

Posen med de seks slags chili havde billeder og navne udenpå, og jeg lavede derfor små planteskilte ved at klippe billederne ud og sætte dem på grillpinde med tape. Det så hyggeligt ud, og jeg blev fristet til at lege lidt videre…

billede3

Havebænken i ministørrelse er flere år gammel. Jeg har brugt den i minihaver før. Katten er en knap, og skiltet er hentet fra nettet, kopieret ind i PowerPoint og skrumpet til 15% af billedets originale størrelse, printet og klippet ud.

Hvem siger, man ikke må pjatte lidt?

God onsdag.