Grænsekontrol mod skvalderkål

På skrænten bag skovhaven mellem haven og marken, hvor vi ryddede en del træer og buske væk i foråret, vokser masser af efeu og bregner. Begge dele er kommet af sig selv.

Der vokser selvfølgelig også skvalderkål. De er også kommet af sig selv. Man kan sige, at det er Dalsgaards signaturplante, og en stor del af min energi bliver brugt i kampen mod dem. Vi har virkelig meget skvalderkål – se bare, hvad der vokser rundt om udsigtshaven…

Inde i bedene vil jeg altså ikke have dem. Og jeg har prøvet et nyt fif. Jeg har gravet en rende mellem bedet og skrænten i skovhaven. En rende cirka 25 cm dyb.

Den rende skulle være dyb nok til, at skvalderen ikke kan sende rodskud ind i bedet. Renden skal graves længere og gå hele vejen langs skrænten i skovhaven. Grænsekontrol.

Jeg læste om den teknik sidste år, og i år prøver vi den af. Det ser ud til at virke. Skvalderkålens rødder ligger i de øverste 15-20 cm af jorden. Længere nede er der ikke flere. Nu går jeg langs renden og fjerner de skvaldere, der forsøger at komme over.

Vi holder nemlig et skarpt øje med forsøget, for det er da så dejligt med et bed uden skvalderkål. Ret eksotisk på de her kanter.

Billederne blev taget for en tid siden, mens rododendronerne stadig blomstrede. Det er midt i juli nu, og det virker stadig.

Der skal altså graves render…

God fredag.

Fredløs i kamp mod skvalderkål

Kampen mod skvalderkålene er en evig kamp. For nogle år siden skrev jeg om, hvordan vi flyttede store klumper af gule fredløs fra højbedene foran B&B’en ud i det vilde område mellem haven og engen, hvor de måtte tage chancen for overlevelse mellem skvalderkål og brændenælder. Det kan du læse om her.

De første år skete der ikke meget. Men nu – nu begynder de at brede sig.

De får kamp til stregen. Der er både skvalderkål og brændenælder at slås mod. Men de breder sig, og det andet utøj må efterhånden vige. Næste år er der nok endnu flere.

Skulle der komme til at mangle, er jeg langt fra færdig med at tynde ud i junglen i bedene, hvor der er masser at tage af endnu.

Men – det kan altså lade sig gøre at lade fredløs tage kampen op mod skalderkål. Og man må da sige, at de pynter der i det vilde.

May the best plant win!

God onsdag.

Der må være en kant

At bede bliver der, hvor de skal blive, kræver en kant. Bede skal afgrænses af et eller andet – sten, en skåret kant, træ – et eller andet. De to bede foran huset i blomsterhaven har fået ny kant i går. En kant af brosten.

Det ser ret kurfyrsteligt ud, og det får også planterne til at tage sig bedre ud, at kanten er i orden. Det har givet et stort løft til den del af haven.

Der er sået græs i den bare jord, gravearbejdet efterlod. Nu får vi se, hvor meget græs der kommer, for der er en, der synes rigtig godt om at lege i den tørre jord…

… og om at rulle sig i den tørre jord.

Pyt – det skal nok komme – og vi skal jo alle sammen være der, ikke?

God fredag – den sidste inden ferien for mit vedkommende. Slet, slet ikke så ringe.

Hjemme i haven

At komme ud og se andres haver er rigtig godt. Også for ens egen have, fordi man kommer hjem fyldt med inspiration til forandringer og forbedringer.

Af og til kan man godt blive sådan lidt gnavende utilfreds med, hvad man har nået derhjemme, når man kommer hjem fra et smukt, toptunet og inspirerende sted.

Travlhed på arbejde og i B&B’en i den sæson, hvor det hele vokser så vildt, og man slet ikke kan følge med er en del af frustrationen. Så er det, man har godt af at gå en tur rundt i blomsterhaven mellem bygningerne og bare kigge. For der er jo skønt.

Solen skinner på et væld af frodige stauder, og himlen er blå, selvom det blæser.

Roserne blomstrer…


i  alle bedene.

Tæppepileurten blomstrer, som om den var betalt for det. Godt med sådan nogle trofaste slidere.

Udsigten er som altid skøn fra alle dele af haven.

Og det nye ‘Fru Pedersen-skilt’ er hængt op på det (skal vi kalde det ‘rustikke’ i stedet for ‘faldefærdige’) bindingsværk.

Det er ikke perfekt, men gør det egentlig noget? Man kan jo ikke sprede sig mere tyndt, end man nu engang kan – og det er godt at have noget at stræbe efter.

Der er jo dejligt i haven på trods af ‘ugræs, der er føget over hegnet’ og et rodet hjørne hist og her, ikke? Den slags er bare det, der hedder livet – det er ikke perfekt, men det er da godt – og slet ikke til at undvære…

God onsdag.

‘Forfulgt af held’ – krukkerne i Claus Dalbys have

Aldrig har jeg set så mange krukker med skønne planter som i Claus Dalbys have i lørdags. De er der i hundredevis. Netop overfloden i alt er så betagende – overflod af planter, overflod af krukker, overflod af skønne vaser, kander og potter. Med Ole Henriksens ord: I love it!

Men tilbage til krukkerne. Der er krukker med varme, glødende farver,

og krukker med kølige, rolige, hvide og grå farver.

Opstillet i smukke kombinationer overalt i haven – her i ‘The Sunken Garden’.

Og her som ‘lager’ klar til brug, når der skal fyldes ud der, hvor der opstår huller i bedene i løbet af sommeren.

Claus Dalby fortalte os gæster, at det er hans princip altid kun at plante én slags plante i hver krukke

og så at stille mange krukker sammen i opstillinger, der kan flyttes omkring og udskiftes efter lyst og behov.

Gentagelse er et hovedprincip – flere potter med samme slags plante i hver opstilling. At det virker, ser man tydeligt her i den smukke hvide og grønne opstilling på trappen. Gentagelserne giver harmoni  og ro til øjnene.

Jeg kom hjem ør i hovedet, med øjnene fulde af farver og hovedet fuldt af ideer. Der er mængder af inspiration, der skal tilpasses vores egen have. Jeg gik rundt i haven, rev hækafklip sammen og tænkte muligheder. Så plukkede jeg en buket og satte den i vores Old English vase…

… inspireret af de smukke og halvvilde buketter, der stod på bordene i Claus Dalbys have. Man skal jo starte et sted. Vores roser blomstrer også – og skvalderkål har vi nok af.

Jeg indledte de tre indlæg om besøget i haven med Claus Dalbys bemærkning om at være ‘forfulgt af held’. Jeg elsker den slags ordgymnastik, og jeg elsker gode valgsprog. Et andet Dalby bon mot er: ’Held opstår, når flid og muligheder krydser hinanden’. Det er værd at skrive sig bag øret. For en have som den – og egentlig succes i alle sammenhænge – kræver både flid, muligheder, og ikke mindst: evnen til at se mulighederne.

Det var alt fra Claus Dalbys have i denne omgang. Håber, du ikke er blevet træt af at se billeder derfra? Nej – det kan man da ikke blive?

God tirsdag.

Forfulgt af held – mere fra Claus Dalbys have

Stier belagt med brosten og grusstier med stenmel fører en fra det ene haverum til det andet. Oppe mod huset står roser i fuldt flor. Omkring karnappen og helt op på førstesalen er det Alchymist, der breder sig. Yndlingsrosen lige nu hos os.

Nede mod vejen er det Constance Spry, der stjæler billedet.

En virkelig skønhed.

Alle stier ender med et fikspunkt for øjnene, et point de vue.

Lader man øjnene gå til siden, er der tusinder af smukke detaljer.

Planlagte – og tilsyneladende uplanlagte. Planterne får lov at bestemme lidt selv, og når de gør det så smukt, skal de da også have lov?

Det milde klima tæt på vandet, den læfyldte have og den gode jord gør, at mange af planterne er cirka dobbelt så store – og høje, som de er hos os.

Her er det den skønne ridderspore, Astolat.

Krukkerne er et afsnit for sig selv, så dem venter jeg lige med til i morgen. Der skal sorteres mere i de mange billeder, og der er gæster, der venter på at få deres morgenmad i B&B’en.

God mandag.

‘Forfulgt af held’ – besøg i Claus Dalbys have

Efter to dage med tung regn og blæst dukkede lørdag ud af skyerne med solskin og det mest vidunderlige sommervejr. Sikke et held. Lørdag besøgte jeg nemlig Claus Dalbys have sammen med en stor flok andre medlemmer af Claus Dalbys haveklub.

Claus Dalby tog imod os med et kig på himlen og bemærkningen: ‘Jeg er forfulgt af held’. Den tog jeg til mig, for det synes jeg også, jeg er. Og det var vi i hvert fald i går, alle os, der besøgte haven i det milde sommervejr.

Det er svært at sætte ord på, hvor dejligt det er at gå rundt i haven. Sol og skygge veksler, fugle synger i træerne og alle vegne er man omgivet af blomsterfryd og planteskønhed.

Der er en følelse af blandet ro og energi – ro fra de smukke syn og energi fra den frodige vækst. Øjnene suger til sig – skifter mellem at kigge ud over store og små helheder og fokusere på indtagende detaljer.

Stramt klippede takshække indrammer havens forskellige sektioner, og i bedene bugner det af blomster og planter. Blomsterfarver, løvfarver, former og forskellige højder.

Roserne blomstrer og dufter, bierne summer, og i skovhavens køligere skygge spejler himmel og træer sig i bassiner.

Tættere på huset står metervis af krukker, og robuste jernstativer venter på at blive dækket af hurtigtvoksende klokkeranker og lathyrus.

Jeg er slet ikke færdig – men mere må vente til i morgen, for nu kalder dagliglivet og dets vasketøj. Jeg er stadig helt høj af besøget i går, og i morgen vil jeg vise mere – smukke krukker sat sammen på finurlig vis, blomsterdetaljer og spændende planter.

Jeg besøgte også haven for to år siden. Det kom der disse indlæg ud af – også med mange billeder: Besøg i Claus Dalbys have og Detaljer fra Claus Dalbys have. Dengang var det gråvejr, og det giver faktisk bedre billeder. Men at vandre rundt mellem sol og skygge med rosenduft i næsen er nu dejligt.

God søndag.

Endelig, endelig, endelig er højbedene færdige

(Sponsoreret indlæg)
Der er ikke ét sted på vores grund, der er rigtig fladt. Er det fladt, er det, fordi der er gravet ud til det. Det kræver lidt snilde, fantasi – og masser af praktisk hjælp fra folk med store maskiner, hvis vi skal bruge flad jord.

Derfor har det også taget lang tid, før de højbede, vi købte hos Zinkbakken omkring Påske, blev klar til brug. Selve det at samle bedene tager ikke lang tid. De er lavet i moduler på 1,2 m, og vi har tre gange tre sektioner. Det er faktisk gjort i en håndevending.

Det, der har taget lang tid, har været forberedelserne. Det med at gøre noget plads flad. Tre terrasser skulle graves ud i kanten af græsmarken, der hvor vi også før havde vores markbed med køkkenhave. Det er næsten som terrassehaverne omkring Middelhavet – bortset lige fra klimaet…

I går kom vi til sidste fase i projektet. Halleluja – endelig.

Bondemanden hentede 10 rummeter træflis i kornvognen og kørte – med stor forsigtighed – det tunge læs fra savværket og først ned ad den stejle markvej, og så op ovenfor pavillonen, hvor bedene ligger.

Skråt er det – det hele – og ikke altid lige nemt at køre på. Slet ikke med tungt læs. Vi kunne ikke have gjort det i dag, hvor det regner.

Men det lykkedes, og vi gik i gang med sidste fase af projektet.

Først blev der igen jævnet ud på terrasserne – denne gang bare med skovlen. Knotter og sten blev fjernet. Der blev lagt ukrudtsdug og kørt trillebør efter trillebør af det fine, lyse træflis ovenpå. Det dufter så dejligt, sådan noget nyt træ.

Højbedene er med sneglekant. Det var egentlig hovedformålet med hele øvelsen. At vi kunne få vores grøntsager og salater for os selv uden at dele med de slimede uhyrer. At det så også kom til at se rigtig godt ud, er nu heller ikke så galt igen.

Og sikke en fornøjelse det er, at se på kålplanterne nu. Ingen sneglespor eller -bid. Overhovedet. Uhyrerne kan simpelthen ikke krænge sig omkring kanten.

Flisen vil blive mørkere med tiden, og højbedene vil ruste, som de skal. Det hele kommer til at se mere naturligt ud. Men lige nu frydes vi over, at det hele står så flunkende nyt og fint – og at det endelig, endelig, endelig er færdigt.

Når alt er vokset til i løbet af sommeren, kommer der flere billeder. Og til næste år kan der blive sået og plantet i god tid. Der er det hele jo klart til brug i foråret. Et forår uden entreprenørmaskiner.

Jeg tror, vi bliver meget, meget glade for vores nye køkkenhave.

God torsdag.

Det pureste guld

I disse dage flyder nettet over af rosenbilleder. Ikke mindst billeder af  store, smukke og stærke rose, Alchymist. Jeg vil tilslutte mig jubelkoret. For den er fantastisk. Det pureste guld.

Blomsterne er uendeligt smukke. Fyldte og med farver, der changerer fra lyseste gul, over rosa toner til dyb abrikos.

Den vokser kraftigt og blomstrer rigt – om end kun én gang.

Vores Alchymist står op ad væggen ved B&B’en. Et udsat sted, hvor solen bager, og regn og blæst pisker ind fra sydvest. Alligevel strutter den, og det er nogle gevaldige skud, den sender ud.

Den blev købt i 2014, midt om sommeren på rosens dag, der blev fejret hos Rosenposten nede ved Harlev. Dengang var den ret lille og undseelig, som den stod der i sin potte.

Det har den rådet bod på, efter den er kommet i voksealderen, og jeg er helt sikker på, den kommer til at dække hele væggen – og måske noget af taget med. Prøv bare at se den hos Claus Dalby – der vokser den helt op på førstesalen…

Derfor: hvis nettet oversvømmes af smukke billeder og begejstrede beretninger om Alchymist, er der altså god grund til det.

Hedder den nu Alchymist eller Alkymist? Tja, det afhænger vel af sproget, man taler. Lidt ligesom Hamborg og Hamburg…

Rigtig god onsdag.

En kragerede ned gennem drivhuset

Vores drivhus står beskyttet i læ af skrænten og de høje træer. Det er gammelt. Mindst 20 år gammelt, for det var langt fra nyt, da vi kom hertil i 2003. Det har holdt til orkaner og storme uden ulykker. Det er et rigtig godt drivhus.

Men – i et af de høje træer på skrænten har der i mange år været en stor kragerede. I vinden i går rev den sig løs fra sin plads der højt oppe i trækronen, og den faldt meget målbevidst lige ned i – og igennem – drivhuset.

Fire ruder røg som en eksplosion, og der var glas overalt. Sikke et held, der ikke var nogen i huset, da det skete…

Det tog meget lang tid at rydde op, og jeg tænkte ikke ligefrem pæne ting om krager imens – ikke andet end, at de da er ret kvikke til det der med at bygge.

For sikke et bygningsværk. Et par hundrede pinde er samlet og flettet sammen. Dernæst er der bygget en indre rede af birkekviste, og til sidst er alt kittet sammen med jord – med mudder. Som et lerklinet hus. Det har taget kragerne lang tid at flyve næbfuld efter næbfuld jord op til reden.

Nu er der ryddet op, fjernet glas, fejet og dækket af med plast.

Og nu ved jeg, hvordan en kragerede er bygget. Slet ikke uinteressant – selvom det måske er en viden, jeg godt kunne undvære?

God mandag.