Juli-stille, juli-grønt og juli-blomster

Bølgende kornmarker

Som det da har blæst. Helt vildt. Bygmarkerne omkring os har bølget som et oprørt hav, blomster er knækket, og det har føget med blade, kviste og umodne kastanjer som spredehagl. Men nu er her stille.

Vi er kommet ind i juli, og efter de stormfulde dage er der blevet juli-stille. Helt vindstille. Overskyet. Næsten ingen biler på vejen – i hvert fald ingen brummende skolebus. Myldretiden er også aflyst. Træerne har fået den mørkegrønne julifarve,

Mørkegrønne træer i juli

og juliblomsterne står i fuldt flor. Kom med en tur i haven.

Blomst i parasolblad og virginsk ærenpris

På trods af tørken står de store parasolskærm flot. Ja, de har lidt tørke- og stormskader, men de blomstrer med meterhøje blomster, der spiller op til de ligeså høje Virginsk ærenpris. En skøn, robust staude.

Hvid fredløs i bunden af billedet

De hvide blomster nederst i billedet er en fredløs af en slags. Den vil gerne erobre, men den kan holdes i skak, bare man klipper den ned, før frøene modner. Og så blomstrer den rigtig fint i dyb skygge.

Indianermynte Beelicious Pink

De kønne lyserøde indianermynte, med det sjove navn Beelicious Pink er ved at springe ud. Snart ser de ud som sidste år:

Navnet kommer sikkert af en blanding af delicious og bee – altså lækker for bier – og pink for blomsternes farve. Det særlige ved den er de mørke aks, der fremhæver de pink blomster så fint.

Fru Hviid rosen

Roserne er også i blomst. Fru Hviid rosen står stadig i en stor krukke, som jeg lægger ned om vinteren for at undgå vintervæde. De blomster er så smukke, og de dufter også. Desværre knækkede de trælse ‘vindstød af stormstyrke’ et par af blomsterne, men de står nu i vase herinde.

Runaway Bride hortensia

Hortensiaen Runaway Bride står også i sin krukke og blomstrer fint. Bladene er blevet lidt lyse, så den skal nok gødes lidt. Mon der skal en særlig gødning til hortensia?

Den uægte jasmin er den sidste busk, der blomstrer i haven. Uhm for en skøn duft. Det kunne være rart med nogle mere sentblomstrende buske. Det må da findes?

Uægte jasmin

Og ellers er sommerferien på vej. Sidste arbejdsuge er i gang. Vi har ingen store ferieplaner. Vi bliver nok hjemme og tager lidt ud på ture, som vi har gjort det så ofte før. Sommeren i Danmark er jo dejlig, og når man bor ude på landet, er den endnu skønnere. Det skal vist blive meget varmt i næste uge, og der er det også rart at være hjemme for at vande krukker og tørstige planter.

God juli-mandag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.