Dovne feriedage?

Hvedemark

Når man holder ferie og er derhjemme, går der kun et par dage, før man dårligt ved, hvad dag det er. Tiden glider, roligt men konstant, som en flod – en ferietidens Amazonas – og markørprojekterne er det eneste, der afslører, om det er mandag eller fredag. Nu er det vist fredag.

Fredag i den første uge af ferien. Den første af tre. Tiden går hurtigt, og alligevel har jeg den der følelse af uendelighed, man havde som barn, når sommerferien startede. En tidsboble er sådan en ferie, og det er så sundt for skind og sind – og for hus og have, hvor der sker en del.

Efter lang tids ønsken og søgen har jeg fået en pink Annabelle hortensia.

Pink Annabelle hortensia

Annabelle hortensiaen er fantastisk. Man er bare sikker på blomster og på mange af dem. Den skyder nemlig på førsteårsskud og ikke på andetårsskud som de fleste andre hortensia. Derfor fryser skud og blomsteranlæg ikke væk i forårets sædvanlige barfrost. Det kan du læse mere om her:

Gavekortene til Ikea, som vi fik i fødselsdagsgave i efteråret, er blevet indløst. Helt uden en tur gennem Ikea-labyrinten. Et par klik på nettet og tryk på ‘klik og hent’ som leveringsmulighed. Genialt. For en tur gennem labyrinten kræver flere kræfter end at samle møblerne.

Denne gang var det reposen ovenpå, det gjaldt. Det er blevet godt. Lyst og venligt. Og et par skabslåger til at dække alle mine sysager, der bare ikke kan se ryddelige ud uanset hvad.

Nyt look på reposen med Ikea møbler

De gamle stigereoler helt tilbage fra kollegietiden solgte jeg på Marketplace. De var nok sat for billigt, for de var væk på et par timer. Men så fik jeg også hjælp til at få dem ned ad trappen.

Og ellers? Gåture i nabolaget – så smuk en tid at gå mellem marker med honningurt

Mark med honningurt

og hvede.

Hvedemark

God mad – middelhavsmad mest. Italiensk allermest. Det er mad, der passer til varme dage, hvor man ikke har lyst til at stå ved komfuret længe.

Tid til et glas hvidvin på terrassen med naboer og besøg hos venner. Tid til at sidde lidt med hundene midt på dagen.

Tre hunde og en mand i en sofa

Måske burde man have syv ugers ferie som skolebørnene? Det var vist ikke for længe at fortsætte ad feriens rolige, men konstant strømmende, Amazonas.

God fredag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Dovne feriedage?”

  1. Når man ser billedet af jeres tre hunde, så er man ikke i tvivl om, at de har det godt! Det ser så skønt ud.

    Hvis I har det lige så godt som hundene, så står det godt til!

    God ferie fortsat.

    Hilsen Bodil.

    Liked by 1 person

  2. Fortsat god ferie til jer 🙂 Det lyder som perfekte dage. Og en smart ide, at lukke “sysagerne” inde – uanset hvad, så er det svært at få det til at ikke-rodet ud 🙂 kh Jette (jeg har en uges ferie i næste uge, så følger lige efter :-))

    Liked by 1 person

Der er lukket for kommentarer.