Der er nu gået en uge, siden vi mistede Rosie. Det har været en lidt hård uge, hvor ingenting rigtig har været normalt. Sådan nærmest lidt ingenmandsland.
Vi har ‘mandsopdækket’ Maggie, så hun ikke skulle føle sig alt for alene, og vi har ikke skiftet hundetæpperne i kurvene, for at hun kunne trøste sig med at kunne mærke Rosie, selvom hun ikke var der.
Maggie har sørget meget. Når vi kom ind fra tur løb hun glad ind midt i køkkenet med høj øreføring for at kigge efter Rosie. Så faldt ørerne ned, og hun lagde sig i Rosies kurv og rullede sig sammen som en lille bold. Hundesorg.
Men nu er der, som sagt, gået en uge, og vi skal ind i kampen igen. Maggie kigger ikke længere så meget efter Rosie, og hun bliver nødt til at lære at være alene hjemme, tæpperne skal vaskes, og der skal laves nye rutiner.
Og mens vi har gået rundt i den her boble, er vi kommet så langt, at næste uge er ugen før påskeferien. Nu skal vi pynte, der skal tænkes madplaner, og vi skal planlægge, hvad vi skal i de enkelte dage. Bliver det mon vejr til at vaske drivhuset? Eller sådan et vejr, hvor man hellere vil blive inde og bage en kage?
Onsdag skal min svigerinde og jeg ud til Aase Hviid og lave påskedekorationer. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det bliver godt med lidt ny inspiration, for jeg har stået der med den sædvanlige pynt og ikke rigtig kunnet få det til at spille. Der har manglet en gnist. Det er den, der skal findes frem igen.
God fredag.
Dalsgaard i Skivholme 