Onsdagstanker den 8. marts i 2023

I dag den 8. marts, en kold og smuk dag, får du lidt af mine Onsdagstanker om kvindernes internationale kampdag.

På den anden internationale kvindekongres i 1910 blev 8. marts udnævnt til kvindernes internationale kampdag. Det handlede først og fremmest om stemmeret til kvinder. Det har vi haft siden 1915 her i landet og cirka samtidig i det meste af Vesteuropa. Tjek. Den er på plads. (I øvrigt var det ikke kun kvinder, der ikke havde stemmeret. Indtil kvinder og tjenestefolk fik stemmeret til først menighedsrådsvalg i 1903, kommunalvalg i 1908 og senere til folketingsvalg i 1915, var det kun 15 % af befolkningen, der måtte stemme: Mænd over 30 år med ren straffeattest, der kunne forsørge sig selv og deres familie.)

Siden har der været mange andre mærkesager for kvinder. Ligeløn. Barselsorlov. Ret til selv at bestemme over egen krop. Gode og retfærdige sager, som vi i det store hele er i mål med.

Derfor er det vel også, at så mange nu bare kalder kvindernes kampdag for ‘kvindedagen’. I min indbakke i dag har jeg adskillige tilbud fra firmaer, der synes, vi skal fejre dagen ved at købe lidt ekstra godt til os selv. Alt kan bruges i marketing.

Andre benytter dagen til at fejre kvindelige kunstnere, forfattere og komponister. Fint nok. Det er godt at fejre dem, der er dygtige. Dem, der kan være rollemodeller for os andre. Det er da ret hyggeligt, at vi er kommet så langt, at kampen i kampdagen ikke længere drejer sig om basale uretfærdigheder.

Men ude i verden ser det betydeligt ringere ud for kvinder. I muslimske lande ser det møgringe ud. Vi ved alle sammen, hvordan det er i Iran, og hvordan det ser ud i Afghanistan. Rædselsvækkende forhold, vi dårligt fatter.

I de måske knapt så rabiate muslimske lande ser det heller ikke for godt ud. Flere steder skal kvinder (hvis det overhovedet er lovligt for dem at få kørekort) have mandens skriftlige tilladelse til at køre bil for eksempel. Også i store dele af Afrika er det ret træls at være kvinde.

Der er dem, der her i landet mener, kvinder stadig er håbløst undertrykt. Det er jeg ikke enig i. Der kan og skal ikke være nogen ligelig kønsfordeling i alle fag, på alle poster og i alle udvalg. Det er op til de enkelte selv at vælge, om de vil det med ledelse og bestyrelsesarbejde, og om de vil det med at stille op til politiske poster. Det koster og kan ikke gøres med en halv indsats. Det er nok et spørgsmål om, hvorvidt man udover evnerne også har psyken til det. Det gælder både kvinder og mænd.

Tidligere har jeg haft både mandlige og kvindelige chefer – og gode og ringe af begge slags. Jeg arbejder nu i et mandsdomineret fag. Der er bare flere mænd end kvinder, der tænder på geofysik. Der er da nogle kvinder, også i min forskningsgruppe, men 90+ procent af dem er altså mænd. Men gør det noget?

Meget kommer ud af proportion i et overflodssamfund som vores. Muldvarpeskud bliver til bjerge, for noget skal man jo bekymres af.

Hvad med i stedet for at bruge lidt af dagen i dag på at tænke på og støtte de kvinder, der virkelig har noget at kæmpe for? Som bliver slået ihjel af myndigheder eller familie for at tage tørklædet af?

God 8. marts.