Vi holdt fast i traditionen til min fødselsdag i torsdags og kørte til Flensburg. Det var jo kun en måned siden, vi var der sidst, men pyt. Man kan altid nyde et besøg i den kønne by, og nu var de endda – ligesom de er her en god måned for tidligt – begyndt at jule.

Her er lidt tips til en dag, hvor du selv tager dertil.
Vi havde på flere opfordringer besluttet os til at besøge Istedløven, der troner højt oppe på kirkegården på Flensburgs museumsbjerg. Den ligner lidt den gamle han i Løvernes Konge – med et ret stort element af tegneserieløve.

Og så har den så meget historie. Lavet af H.W. Bissen i 1859-60 til minde om de faldne i Slaget ved Isted i 1850 og opstillet på Flensborg Kirkegård i 1862. Derfra blev den senere flyttet til Berlin, og efter krigen kom den i 1945 til København. Nu står den igen der, hvor det hele tiden var meningen, den skulle stå. På den gamle kirkegård højt oppe over Flensburg. Den har flyttet rundt i takt med historiens bølgeskvulp, men nu er der ro på. Håber vi…
Frokosten fik vi i Gnomenkeller, Gnomkælderen, som jeg absolut kan abefale. Det er dem med det sjove skilt, der er så vidunderligt politisk ukorrekt.

Det var nu ikke skiltet, der fik os til at vælge den restaurant. Det var historien og udsmyktningen. For Gnomenkeller har også en lang historie og en helt speciel udsmykning.

I gamle dage fungerede den som vinkælder under en af de store, herskabelige 1700tals købmandsgårde på hovedgaden. Tykke mure og flotte kælderhvælvinger. Efter en periode som kedeligt købmandslager kom den igen til ære og værdighed som vinkælder med udskænkning. Nu var grunden til restauranten lagt, og der ligger den endnu. Udsmykningen – billeder af gnomer/dværge/nisser i forskellige situationer – stod en af stamgæsterne for. Det er som at træde ind i et tysk folkeeventyr. Sjovt og stemningsfuldt. Hvor er Snehvide?

Mens man er dernede i den dybe kælder, kan det ligeså godt være aften som dag, og man misser med øjnene, når man kommer op og nyder lyset og den friske luft.

Før vi vendte næsen hjemad via Poetzsch og Lidl, nåede vi lige fødselsdagskage og en kop kaffe på en lille, hyggelig cafe i Holmhof. Barista hedder den. Søde unge mennesker, der selv bager kagerne – virkelig lækker citrontærte. Det sted vil jeg også gerne anbefale, hvis du kommer derned en dag.

Vejret var fantastisk hele dagen. Hvordan det kunne være – netop den dag, vil jeg undlade at komme ind på. Det kunne jo ligne skamløs selvpromovering…

Det er nu altid dejligt at komme lidt ud. Måske vi skal finde et andet sted at tage hen næste år på fødselsdagsudflugt? Flensburg er bare så hyggelig og så dejligt tæt på, kun et par timers kørsel, og så føler man faktisk alligevel, at men er ude at rejse – i hvert fald lidt.
God lørdag.
Tillykke med fødselsdagen! Dejligt med fødselarer, der skaffer solskinsvejr – bliv endelig ved med det 😉
LikeLike
Tak, søde Piskeris 🙂 I’ll do my very best 😀
LikeLike
Flensburg er så dejligt!
Jeg er der et par gange årligt, og tager gladeligt køreturen fra Aalborg.
Jeg glæder mig allerede til næste tur – den julede af slagsen.
LikeLike
Du må dele gode steder derfra 🥰
LikeLike
Forsinket tillykke med fødselsdagen.
Vh. Cornelia
LikeLike
Tak, Cornelia ❤️
LikeLike