Onsdagstanker: Mig og Facebook

Jeg vil vove en påstand. Der står ikke noget på Facebook, som ikke er blevet lagt op af en bruger. Jo, der er annoncer, men meningen med Facebook er jo ikke at hygge om dig. Det er at tjene penge ved målrettede annoncer.

Til gengæld får du en platform, hvor du kan dele billeder og historier og kommunikere med andre. Noget for noget.

Derfor ser du annoncer for køleskabe, hvis du har søgt på køleskabe på nettet. Simpelt. Der er ikke nogen, der sidder og snager i dine sager. Der er ikke en person, der tænker: “Aha…. Karens køleskab er vist ved at bryde sammen. Jeg viser hende lige nogle lækre modeller fra en af mine annoncører.”

Det hele er styret af algoritmer. Upersonlige, komplicerede ligninger med mange x’er og y’er, der analyserer din adfærd på nettet og sender annoncer derefter. Det står dig frit for at ignorere de annoncer – især når du allerede har købt dit nye køleskab. Var der ikke annoncer, ville det koste en krig at være på Facebook.

Når det gælder selve indholdet, er det en helt anden sag. Facebook lægger ikke indhold på din side. Facebook selv deler ikke nyheder fra aviserne. Det er aviserne, der deler nyheder på Facebook, og du bestemmer, hvilke aviser du vil følge. Vil aviserne ikke være med, står det dem frit for. Kristeligt Dagblad, der elsker at skælde ud over moderne tider og begræder tabet af fyldepennen og det håndskrevne brev, lægger masser af historier på Facebook. Dobbeltmoralsk måske? Eller nej. De vil nok bare også gerne tjene penge.

Facebook påvirker ikke valgkampe eller præsidentvalg i USA. Det gør de brugere, der lægger politisk indhold på deres sider. Også der bestemmer du, hvem du følger, og hvad du ser.

Facebook er som et telefonselskab. De stiller redskaberne til rådighed, og så er det op til brugerne derefter. Ingen ville vel anklage telefonselskabet, hvis en forbrydelse var aftalt pr. telefon, vel?

Skumle personager har også adgang til Facebook. Man skal ikke fremvise en ren straffeattest for at komme på Facebook, ligesom man heller ikke skal fremvise en ren straffeattest for at oprette et telefonabonnement. Og selvom der er en aldersgrænse på 13 for at være med, er der altså ingen, der kommer hjem til dig og beder om at se en fødselsattest, når du bliver Facebook bruger som elleveårig. Det er dit ansvar, hvad du skriver, og hvilke oplysninger du giver. Dit alene.

Selv er jeg rigtig glad for Facebook. Jeg holder mig i kontakt med venner og familie på Facebook og Messenger. Jeg deltager i masser af interessefællesskaber om have, mad og andre hobbies. Jeg bliver mindet om mine venners fødselsdage, så jeg kan sende dem en hilsen. Jeg får annoncer om julemarkeder, om blomsterkurser og den slags lækkerier. Jeg har ikke set en eneste opskrift på selvskade, bygning af bomber eller menneskehandel. Jeg har heller ikke kigget efter det.

Det samme gør sig gældende for Instagram. Det er brugerne, der lægger billeder på Instagram. Ikke mediet selv. Så hvis ‘unge piger bliver skadet af Instagram’, er det, fordi de ser på de forkerte ting. Der er ingen ‘voksen’, der kigger med – deres forældre burde måske, men de vil ikke blande sig, fordi ungmøen nok får et hysterisk anfald, hvis de gør det, og det forstyrrer idyllen. Men algoritmerne analyserer din adfærd på Instagram, og søger du efter en bestemt ting, får du forslag til mere af samme skuffe.

Det er dine egne handlinger, der bestemmer, hvad du får vist. Det er hårdt at leve med i ansvarsfraskrivelsens tidsalder, hvor ‘nogen’ altid skal gøre ‘noget’, og du selv bare er et lille, sølle offer, ikke? Eller???

God onsdag.