Er der noget bedre end at prøve noget, man ikke har prøvet før? Jeg har tit kigget beundrende på pileflet – ikke mindst hos Aase Hviid – og tænkt, at det kunne jeg godt tænke mig at prøve.
I går prøvede jeg det for første gang. På et pilefletkursus hos Aase Hviid i hendes superhyggelige lokaler, der bugner af fristelser. Og det var rigtig hyggeligt og sjovt.
Aase startede med at vise eksempler på forskellige ting, vi kunne lave,
og derefter gennemgik hun nogle grundteknikker, mens vi kursister gumlede på hjemmebagt kage. Det så ganske enkelt ud – i hvert fald da Aase lavede det…
Her er nogle af Aases kreationer til inspiration
Og så gik vi i gang. I løbet af aftenen blev der lavet rigtig mange forskellige ting. Fra bittesmå til kæmpestore. Jeg lavede de to blomsterstativer her.
Samt korset og en krans. Man kan faktisk nå rigtig meget på sådan et kursus – når man da er så heldig at kunne råbe ‘Aase hjæææælp’, når det driller.
Jeg er særligt stolt af det lille ‘øje’, jeg med kyndig hjælp fik lavet på det store blomsterstativ. Det er lavet på samme måde som midten af korset.
Det var et rigtig dejligt kursus. Men bliver jeg nu dedikeret pilefletter? Det tror jeg ikke. Jeg har nemlig rigtig ondt i mine lugefingre på højre hånd, der lider af lidt slidgigt. Men vil jeg gerne med på et kursus igen? Ja tak. Meget gerne. For sådan et kursus er så hyggeligt, man lærer at lave noget, man ikke kunne før, og man har de fineste ting med hjem. Det er altid sjovt.
Jeg tror nu ikke, jeg kunne stille mig op og lave de samme ting herhjemme i dag. Så skulle jeg da have kidnappet Aase, og det ville hendes mand nok blive lidt småsur over.
God torsdag.