Lys derude

Det begyndte for flere uger siden. Hist og her blev de første julelys sat op i de mørke haver, og langsomt blev der flere og flere, til der var glimtende julelys nok til, at mørket nu kun er en kulisse – en baggrund – for alle lysene.

Også hos os selvfølgelig. De sædvanlige steder. Et rigtigt juletræ i pavillonen med små, glitrende pærer, der lyser langt ud på marken – og som kan ses oppe fra Ladingvej på den anden side af bækken og markerne, ligesom vi kan se deres lys deroppe.

Efeusøjlen ud for køkkenvinduet har også fået sin lyskæde. Den kan man se fra køkkenet – og fra vejen, når man kommer kørende nedad bakken. Det ser så hyggeligt ud.

Med skam at melde har jeg endnu ikke fået pyntet rigtigt op udenfor. Det bliver først her i weekenden. For det hører nu engang til december, at der er pyntet op med stedsegrønt og lys de steder, hvor man kommer forbi hver dag. Lys i lanterner, lyskæder i krukkerne og vintergrønne opstillinger langs indgangen og i drivhuset.

Jeg kigger på billederne fra Fru Pedersens have, som jeg har taget de år, hvor Fru Pedersen holdt julehave,

og så ved jeg lige, hvad det er, jeg skal i gang med i weekenden. Det glæder jeg mig til. Både til at lave det og til at se pynten, når jeg går frem og tilbage i den mørke tid.

For selvom jeg ryster på hovedet af butikkernes ‘vinterfest’ og ‘vinterkager’, så er der altså noget, der hedder vinterpynt. Pynt hører nemlig ikke kun til i julen.

Julelysene på flagstænger, i buske og træer hører nok mest til i jule- og adventstiden. Men de må nu gerne blive hængende til ind i januar, hvor der er absolut lige så mørkt som i december.

God, lysende onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Lys derude”

  1. Jeg elsker lys hele den mørke vintertid. Det er kun decideret julepynt, der kun passer til jul: julemand, juletræ og lignende. Og det har jeg alligevel ikke.
    Du gav mig en god ide til min efeu. At jeg ikke har tænkt på det 😉
    Inspiration kan man bare ikke få for meget af.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Helt enig – der er så meget inspiration at hente her i blogverdenen. Hos os er det også nissefrit og blinkende rensdyrfrit område 🙂 Ja, altså bortset fra de rigtige nisser – de bor her hele året.
      kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.