Det er ikke spor svært at lave sprængt culotte, cuvette eller andet sprængt kød. Det kræver bare salt, lidt sukker, vand og tid. Jo større stykke kød, jo længere tid.
Culotten her var stor – cirka halvandet kilo, og den blev lagt i en saltlage i to døgn og kogt dagen før, den skulle bruges.
Til saltlagen skal du bruge:
1 liter vand
100 g salt
2 spsk sukker
2-3 laurbærblade
1 spsk hele peberkorn
Kog salt og sukker sammen med vandet og lad det køle af. Læg kødet og krydderierne i den afkølede saltlage i et fad med låg og sæt det i køleskabet. Lad det stå et til to døgn afhængigt af størrelsen på kødet.
Tag kødet op fra lagen og læg det i en gryde. Dæk med vand og bring i kog. Lad kødet koge, til kernetemperaturen er knap 60 grader, sluk for blusset og lad det køle af i lagen.
Kog gerne kødet dagen før, det skal bruges. Koldt kød er nemmere at skære i pæne skiver.
Og peberrodssalaten?
Det er den klassiske, og den finder du her.
Det var den sidste opskrift fra fødseldagsfesten, og indlægget Inspiration til en efterårsfrokost er opdateret med links fra menuen til alle retterne.
Det bliver sikkert også den sidste nye opskrift i en tid. For selvom vi holder fest igen på lørdag for hele familien, tror jeg ikke, det bliver med nye eller uprøvede opskrifter. Vi bliver 20, og der er kun kort tid til at lave maden på grund af et lidt hektisk program op til weekenden. Jeg holder mig til det sikre – tror jeg nok. Men man ved jo aldrig… Der er jo ikke købt ind endnu.
God onsdag.