Stormvejr og skader

Det har været en vild nat. Ikke sådan i bymæssig forstand med tjekkede klubber, høje hæle og shots. Heldigvis da. Det er vejret, jeg tænker på. Nattens stormvejr og skybrud.

Helt pænt ser det ikke ud her til morgen. En stor gren knækkede af et af de store egetræer langs vejen. Den spærrede vejen helt. Godt, det er efterårsferie, så skolebussen ikke skulle forbi. Lige nu er husbonden i gang med motorsaven.

Det har også regnet voldsomt. Der er kommet en lille Grand Canyon i indkørslen.

En cirka 30 cm dyb og 30 cm bred rende på et par meter. Og det er stampet stabilgrus, der er skyllet væk. Altså ikke bare lidt løst ral.

Endnu en floddal er skabt langs hækken. Også der er det stampede stabilgrus skyllet væk og ud på vejen.

Inde indkørslen og langs huset er der skyllet klæbrigt, sort mudder ind over de lyse sten og fliser. Og vandet er trængt ind i fyrrummet.

Det var aldrig gået så galt, hvis det ikke havde været på den her tid af året. Markerne er nysåede, så jorden er løs og skyller let væk. Du kan se en video af strømmen her. Den er taget i sidste uge, men det så ligesådan ud.

Var det sket før eller senere, havde der været et rodnet til at holde på jorden. Vandet ville være kommet alligevel, for hældningen på vejen er helt forkert. Den skråner væk fra kloakkerne (genialt, kære kommune…), men mudderbadet havde vi undgået.

Træet ville heller ikke være knækket, hvis stormen havde ventet, til den tunge bladmasse var faldet.

Men sådan skulle det ikke være. Nu skal skaderne udbedres. Det er lidt ærgerligt, at vi lige sidste år fik renoveret indkørsel og forpladsen ved maskinhuset.

Det så pænt ud – lige nu er det virkelig ikke så pænt…

Der er kun én positiv ting i det hele: cykelrytterne kan ikke køre her, før vejen bliver ryddet for sten. Og det er næppe det første, der sker 😉

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Stormvejr og skader”

  1. Det var dog voldsomt. Og ærgerligt/irriterende.
    Her er vi heldigvis sluppet. Dog var der et par træer i haven, der mistede opbindingssnoren, men de har klaret sig. Og snoren er fikset, så vi er klar til næste storm.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Heldigt. For det blæse vel også en del i Ebeltoft – selv inde i jeres beskyttede haverum.
      Der må gerne gå en rum tid, før sådan en storm igen rammer os. Det er så pænt med den række af egetræer ned langs vejen, og en række er ikke en række, hvis der kommer for mange huller i den…
      Kh, Karen

      Like

  2. Hold da op i kan da mærke når det blæser, så er der da arbejde for jer. Træls når det lige var pænt.

    Like

    1. Ja, det kan godt være lidt voldsomt som her i nat. Vinden kommer susende ind gennem ådalen, så den når at få god fart på, før den rammer med et brag. Men vi må jo i gang med kost og skovl. Lige nu er det kun min firhjulstrækker, der kan komme ud på vejen – ja og traktoren selvfølgelig…

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: