Hjemmebagte skagenslapper

Når vi en sjælden gang køber morgenbrød, er der altid skagenslapper med i posen. De hvide halvmåneformede med et tykt lag solsikkekerner under bunden og birkes på toppen.

Dem lod jeg mig inspirere af i går, hvor jeg skulle bage lidt hurtigt morgenbrød til weekendens gæster.

Dejen er med kærnemælk, for kærnemælk gør nu noget for brød (og for majsbrød, amerikanske pandekager, ranch dressing og kyllingemarinade).

Til dejen skal du bruge:
50 g gær
50 g smør
2 dl mælk
2 dl kærnemælk
150 g speltmel
400 g hvedemel
2 tsk salt
1 spsk sukker
2 tsk bageenzym (kan undlades, hvis du ikke har det)
Solsikkekerner
Birkes
Vand til at pensle med og dyppe i

Smelt smørret og hæld mælken i. Hæld det over i en skål og tilsæt kærnemælken. Kærnemælken må nemlig ikke varmes med i gryden – den skiller.

Rør gæren ud i væsken.

Bland speltmel og hvedemel med salt, sukker og bageenzym. Hæld væsken over og ælt dejen sammen. Lad den hæve til dobbelt størrelse – cirka en times tid.

Vip dejen ud på bordet og del den i 10 stykker. Rul hvert stykke til en bolle, flad bollen ud og klap den sammen på midten, så du får en halvcirkelformet bolle. Dyp undersiden i vand og tryk den let ned i en tallerken med solsikkekerner. Læg den over på en bageplade beklædt med bagepapir. Gør det med alle 10 stykker dej.

Her ser du bunden efter bagningen.

Grib bagepenslen og smør lidt vand på oversiden af brødene. Drys med birkes.

Lad bollerne stå og sunde sig og efterhæve i endnu en lille times tid.

Bag i 15-17 minutter på 200 grader. Lidt længere, hvis de skal spises nybagte. Det gør skorpen sprødere.

Jeg bager til fryser, så der altid er forskelligt at vælge imellem, og der må de ikke være alt for ‘færdige’. De skal kunne tåle at blive varmet.

Bollerne kan nemlig sagtens fryses. Mit trick til brød til gæsternes morgenmad er at tage brødet op fra fryseren, inden jeg går i seng, og så varme det i ovnen om morgenen.

4 minutter på 200 grader almindelig ovn og 3 minutter med varmluft. Bagefter skal de stå en 10 minutters tid. Brødet bliver som nybagt.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

8 kommentarer til “Hjemmebagte skagenslapper”

      1. Jeg har faktisk bagt dem – og de blev super luftige og sprøde. Jeg havde ikke fået bageenzym på lager på daværende tidspunkt, så de blev bagt uden – men nu er det landet, så jeg skal da prøve igen MED bageenzym! De var også super efter en tur i fryseren – og så har man jo let morgenmad til weekendhygge.

        Like

Der er lukket for kommentarer.