En historie om tulipaner og malplaceret beundring

Jeg har altid elsket tulipaner. Elsket at købe de knirkende bundter og tage dem med hjem og nyde dem fra start til slut.

Men hvilken farve bør tulipaner have? Alle farver er mit svar. Sådan en tivolibuket som den, jeg viste i går, er et festfyrværkeri.

Jeg holder også meget af de sart lyserøde.

Og de lilla. Og de fyldte og de brogede og de flammende orange. Og det får mig videre til den historie, jeg gerne vil fortælle.

For mange år siden – i begyndelsen af firserne – var jeg lærervikar, og jeg var med på en skolerejse til London for de store elever. Det var i det tidlige forår. Før påske. London var våd og grå.

Ved en af undergrundsstationerne stod der en mand og solgte tulipaner. Lysende orange tulipaner, der løftede dagen fra gråt til solskin. Jeg købte et bundt og tog det med tilbage til mit mildest talt ucharmerende kosteskab af et hotelværelse. Der kunne de stå og lyse, til vi skulle hjem om et par dage.

En af mine kolleger, som jeg og de andre så en del op til dengang, fordi han var så ‘tjekket’, fnyste over mit valg på vejen fra undergrunden til hotellet. Tulipanerne var grimme, mente han. Jeg blev lidt ked af det, for jeg kunne jo godt lide dem, og jeg spurgte ham – vores allesammens stilikon – hvad der da var galt med dem? Tulipaner skulle være hvide, sagde han. Kun hvide. Alt andet var vulgært.

Der røg beundringen. I løbet af ganske få sekunder. Ganske vist var han sådan en, der altid vidste, hvad der var tidens trend, men mine orange tulipaner gjorde mig glad, og det skulle der ikke laves om på. Og hvordan kunne man være så indskrænket, at man udelukkede så mange dejlige blomster fra at skabe glæde? Og var det sådan hele vejen igennem, hvis man skulle være toptjekket?

Den dag husker jeg stadig som den dag, hvor jeg besluttede mig til at gå mine egne veje, når det gjaldt blomster, indretning, tøj – og venner.

Jeg elsker også hvide blomster – men ikke kun. Jeg ville da aldrig kun vælge hvide tulipaner, hvis der var tivolibuketter i nærheden.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “En historie om tulipaner og malplaceret beundring”

  1. Jeg kan desværre ikke lide tulipaner – eller påskeliljer eller hyacinter. Det er ret ærgerligt, når nu jeg har fødselsdag i marts, og min omgangskreds primært giver blomster som gave i februar-april. Så jeg køber som regel selv buketter 🙂

    Like

  2. Hvor var han kedelig, og hvor var det godt, at du holdt fast i dig selv. Men god historie, og du glemmer ham nok aldrig 😉
    Jeg er vild med hvide tulipaner, der er elegante, men hvis jeg skal være rigtig glad i låget, så dur de ikke. Så skal jeg have en tivolibuket.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Elegance gør ikke glad – men det er altid det sikre valg. Det lidt vildere gør glad, og så må man leve med, at der er nogen, der ikke kan lide det. Og du har ret – det er jo snart 40 år siden, men jeg har ikke glemt det 🙂

      Like

  3. Hvide Tulipanerne er efter min mening lidt for kedelige/steril, iblandet i nogle pangfarver er de okay, men alene i en Vase, nej tak
    Min ydmyge mening
    God Torsdagsdag
    ,

    Like

Der er lukket for kommentarer.