Jeg lagde min gård i den rygende blæst

Jeg lagde min Gård i den rygende Blæst,
hvor Bakken hun skråner mod Sønder,
hvor Græsset gror højt om min skæggede Hest,
hvor Viberne ruger, og Lærken er Gjæst —
for Lærker er, hvor der er Bønder.

Alle kender den smukke sang af Jeppe Aakjær, hvis fantastiske hjem, Jenle, jeg besøgte i går. Man drejer ned ad vejen mod fjorden ved statuen af Jens Vejmand, og efter et par hundrede meter er man der. Jenle. Gården i den rygende blæst, hvor marken skråner mod sønder.

Med den forrygende udsigt over fjorden.

Huset er nu ejet af Aakjær selskabet, og det der kaldes Aakjærs Kunstnerhjem udgøres af et Jeppe Aakjær museum, Mindestuerne og cafe og bogsalg. Hjemmet er genskabt med de originale ting, så det står som den dag, Jeppe Aakjær døde i 1930.

Jeppe Aakjær har skrevet så mange af de dejligste sange, vi kender. Ud over Jens Vejmand, kan man nævne Jeg er havren, Stille hjerte sol går ned, Nu er det længe siden, Jeg bærer med smil min byrde og utallige andre.

Der er faktisk ingen grund til her at fortælle meget mere om ham, for ham kender vi jo. Og hvis ikke er det nemt at finde materiale om ham.

Til gengæld er der grund til at nævne husets anden kunstner: Jeppe Aakjærs kone, Nanna. Hun var uddannet snedker og billedskærer. Og hvis det er sjældent at møde en kvindelig snedker i dag, så var det da endnu mere usædvanligt dengang i begyndelsen af 1900 tallet.

Hele huset bærer præg af hendes talent. Man måtte dog ikke fotografere inde i huset, og jeg lod være, selvom det kriblede i fingrene. Det måtte man til gengæld i Kaffemøllen, den gamle mølle Aakjærparret fik genopført og indrettet til lysthus.

Her er trappen i møllen med Nannas fine udskæringer.

Som mange andre dygtige kvinder gennem tiden, udfoldede Nanna Aakjær næsten udelukkende sit talent indenfor hjemmet, efter hun blev gift. Før det havde hun designet for Den Kgl. Porcelænsfabrik m.m.

Jeg tror ikke, hun syntes, der var noget underligt i det. Sådan var det bare. Og hjemmet har nydt godt af hendes kreativitet og kunnen. Buster af børnene, udskæringer på skabskister, gesimser, møbler, æsker og paneler. Hun var virkelig meget dygtig og talentfuld og fuldt respekteret for det af sin mand og deres venner.

Havde det være nutildags havde begge nok været kendte kunstnere. Måske havde det været godt og måske skidt for dem – det kan man aldrig vide. Nu hviler de i hvert fald sammen i skoven ved Jenle. Men sjovt nok står der kun sådan her på skiltet:

Jeg er ikke feminist. Jeg synes ikke, at kvinder principielt er bedre end mænd. Men jeg kan nu godt lidt ordsproget: Æres den, der æres bør. Derfor den lille historie om gården i den rygende blæst og dens kreative beboere.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 kommentarer til “Jeg lagde min gård i den rygende blæst”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.