Samlermani og strandfund

Jeg kan ikke lade være. Det er simpelthen umuligt for mig at gå en tur ved stranden uden at fylde først hænderne og så lommerne med sten og skaller.

Hvad skal du med alt det, spørger folk tit. Jeg har som regel en plan med det – inde i hovedet. Denne gang var planen en lille sommeropstilling med strandfund.

Strandfund fra vores tur til Mors i sidste uge. Det er så nemt at finde ganske uundværlige strandfund på Mors. Skaller, sten og ikke mindst de forstenede søpindsvin, der er så mange af der.

Et sted lå der rigtig mange fine skaller af knivmuslinger. Jeg samlede og samlede, og der blev nok til vasen og potten. De er simpelthen limet på henholdsvis et syltetøjsglas og en plasticpotte med limpistolen.

Østersskallerne med de brede Kim Larsen grin hang stadig sammen, da jeg fandt dem. De gik fra hinanden, da de blev tørre, men de kunne limes sammen igen.

Så manglede der bare lidt grønt i potten og vasen, og så var der strandstemning på det lille terrassebord.

Vores forfædre, jægerne og samlerne, har ikke levet forgæves. Samlergenet ligger stadig dybt i mange af os. Nogle samler på dyre ting eller sjældne ting. Andre samler på reklamekuglepenne. Jeg samler ting i naturen.

Går jeg i skoven samler jeg kogler og barkstykker. Går jeg langs landevejen, er det græsser og blomster. Går jeg forbi en grusbunke, leder jeg efter søpindsvin.

Som regel bliver fundene brugt i dekorationer. Andre gange bliver de glemt, og de får lov at ligge i en skuffe, til jeg får et pludseligt oprydningsflip og farer rundt med vilde øjne, skraldeposer og en kasse til ting til genbrugsbutikken.

Men samles, det skal der. Et fund – i naturen eller på loppemarkedet – er en triumf. Hver gang.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

14 kommentarer til “Samlermani og strandfund”

  1. Østersskallerne kalder smilet frem! Brandgod ide med vaserne af knivmuslinger. Det skal prøves. God søndag – Ellen

    Like

  2. Det er en super inspirerende indlæg du har lavet. og hvor er dine blomster-skjuler flotte. Tak for det.

    Like

  3. Hej Karen .
    Må jeg spørge dig om noget der ikke lige handler om ovenstående.😎
    Jeg vil gerne prøve din tærte med kartoffel bund………….men skal bunden med revne kartofler og parmesan ikke bages i ovnen ,inden fyldet skal på……..jeg kan ikke lige se det ud af din opskrift?
    Somerhilsen og god aften herfra Grethe

    Like

  4. hejsa Karen – jeg elsker din artikel om alt det du samler
    jeg har det lige som dig – finder jeg et stykke bark kan jeg se muligheder og sten – som er sjove evt med hul i – min mand bliver ved at spørge – hvad skal du med dette ? jeg kan se ideer – han kan ikke se hvad jeg vil med dem
    ha en god dag

    Like

  5. Det er da nogle ret eksotiske fund, Karen. I hvert fald når man er vant til at gå ture ved Hornbæk strand hvor der kun er helt almindelige hvide muslingeskaller (som jeg har i alle mine lommer sammen med nogle fine, små kogler fra træerne langs stranden). Jeg har aldrig fundet en østersskal. Det gad jeg godt prøve. Det er en fin måde du har brugt knivmuslingeskallerne på 🙂
    God sommerdag til dig!
    Kh Nana

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: