Når tågen ligger tyk over bakkerne om morgenen, klarer det som regel op til at blive en smuk dag.
Den tidlige morgentåge er smuk og stille. Man kan høre træerne dryppe.
Vi må erkende det. Det er ved at skifte fra eftersommer til tidligt efterår. Træernes blade er begyndt at skifte farve, og bladene drysser stille ned.
Roserne blomstrer stadig og vil gøre det en tid endnu.
Der er edderkoppespind overalt. Det er klogt at gå rundt med en pind, som man svinger op og ned foran sig, så man slipper for at få de klistrede tråde i hovedet. Også selvom det ser lidt spøjst ud.
Det er blevet tid til den sene, mørkøjede kongelys. Den, jeg aldrig når at få frø af, fordi de enten bliver taget af frosten, før frøene er modne, eller de rådner i alt for meget regn. Den har heller aldrig bredt sig – sikkert af samme grund.
Solen er ved at komme op over bakken, og dens første stråler kommer gennem tågen og rammer pavillonens ruder efter en grå og våd weekend.
Her har vi ikke haft det uvejr, som har ramt andre steder. Åbenbart især københavnerne har fået tur. Hmmm – havde det været i gammeltestamentelige tider, kunne man nok tænke sit om det. Der var der jo en logisk forklaring på den slags selvforskyldte ulykker i form af tordenkiler og deslige, der ramte folks syndige hoveder. Sodoma og Gomorra, syndfloden komplet med ark og dyr – og – ja – hele molevitten.
Her i Skivholme tror jeg, det bliver en smuk, smuk mandag.
God – og forhåbentlig også smuk – mandag.
Hvor er det smukt Karen .
Dejlig dag til dig
Kærlig hilsen
Lone
LikeLike
Der er noget helt særligt ved den her tid, når vejret ellers arter sig. For der er ikke meget smukt ved det pladdervejr, vi har i dag 🙂
Kh, Karen
LikeLike
Meget smukt 🙂 Det er den slags stille tidspunkter jeg godt kan lide.
LikeLike
Også mig. Der er noget særligt ved tåge. Lydene bliver anderledes, lyset brydes på en anden måde, og man bliver ret sikker på, der bor Hobbitter i hækken.
LikeLiked by 1 person