I dag er det, ifølge kalenderen, den sidste sommerdag i år.
Det regner. Det plisker og plasker på havemøblerne, fliserne og blomsterne – og i fuglebadene. Træerne drypper tunge dråber ned på drivhuset, og ahornen, der altid er først både forår og efterår, er begyndt at drysse blade.
Det bliver september i morgen. September plejer at have nogle af årets smukkeste dage med til os.
Sidste år var vi på ferie i september – på ferie i Danmark ved Gråsten. Der var vejret bedre, end det havde været hele sommeren.
En af mine yndlingssange, ‘Septembers himmel er så blå’ beskriver det på smukkeste vis:
Septembers himmel er så blå
dens skyer lyser hvide
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger
men storken længst af lande fór
med sol på sine vinger.
Jeg elsker septemberdage med klar luft og blå himmel med enkelte, hvide skyer. Hyben på rosenbuskene, hyld i hegnet og æbler, der modnes.
Og så er september en af de bedste måneder til haveprojekter. Jeg har et par stykker på vej… for en gangs skyld. Noget med et spejlbassin og et nyt bed.
Lad os håbe på sådan en rigtig, klassisk september – og den må såmænd godt starte lige fra morgenstunden i morgen.
God torsdag.
Jeg har det på præcis samme måde med september. Åh, sådan en stille septembermorgen med blå himmel … Jeg er spændt på at følge dine haveprojekter. Er selv meget i tvivl om vi skal holde pause, eller om vi skal kaste os ud i noget med et staudebed foran terrassen …
Kh Nana
LikeLike
Det kommer vel an på kræfterne, gør det ikke? Det ville være flot med et staudebed foran terrassen, men det ser jo også godt ud nu, så hvis I ikke orker det, kan I jo bare gøre det næste år 🙂
Kh, Karen
LikeLike
Så smukt beskrevet og dejlige billeder. Så sent som i går talte vi om de skønne morgener med høj klar himmel, som nu kommer. Håber som du, at de starter i morgen.
Mange hilsener, Lisbeth
LikeLike
Det skal de bare gøre. Vejret skylder 🙂
LikeLike