Besøg i Den Alpine Have i Herskind

Det andet sted, vi besøgte til Havefestivalen i søndags, var Den Alpine Have i Herskind, hvor Kirsten og Lars i mange år har samlet sten og alpine planter. En stor kontrast til Aagesens Haves grønne frodighed tidligere på dagen, men på sin vis lige så fascinerende.

Billede5

August er ikke den tid, hvor alpine planter blomstrer mest, så vi forventede ikke frodighed. Det kunne vi godt have gjort, for frodighed er mange ting, og de mange grønne farver og former har helt sin egen måde at være frodige på. De små alpine planters mod og evne til at vokse under det, man ville kalde umulige forhold, er – øh… undskyld den vandede vits: bjergtagende.

Billede2

Noget af det første, jeg lagde mærke til var den skønne krukke her.

Billede1

Kirsten fortalte, at stenene går helt ned til bunden af krukken for at sikre tilstrækkeligt dræn. Fugtighed omkring rødderne er de alpine planters værste fjende.

På samme måde vokser planterne i spaltebedene.

Billede6

Der var en større samling af stentrug. Gamle fodertrug, som jeg ikke ville være ked af at have et par stykker af i haven.

Billede3

Bjerglandskaber i miniformat (siger jeg – at slæbe de mange er sten er ikke et miniarbejde!).

Billede4

Og også sensommerblomstrende planter.

Billede9

Stenene er importeret fra mange lande, og de fleste af dem har Kirsten kørt ind i haven på sækkevogn, omhyggeligt anbragt og plantet til.

Kirsten og Lars er samlere – ligesom Aagesens er det, og alle havens 900 m2 er dedikeret til bjergplanter fra hele verden. Mange af dem hjembragt fra rejser. Men det kan I læse mere om på deres website. Vi havde ikke besøgt haven før – og det selvom den ligger i landsbyen ved siden af vores, Herskind. Skam få os.

Vi  fandt hurtigt ud af, at stensætningen omkring vores pavillon,

Billede1

ville kunne nyde stor gavn af Kirstens rådgivning og ideer, og det projekt er på tegnebrættet nu. Det bliver spændende at komme i gang med. I Den Alpine Have i Herskind er der også plantesalg med et imponerende udvalg. Løg og knolde kan sendes, men planter skal helst hentes.

Er du blevet inspireret, kan du jo komme og bo hos os, når du skal hente dine planter.

Jeg har sagt det før, men det kan tåles at blive hørt igen: Det bedste, man kan gøre for sin egen have, er at besøge andres.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

One thought on “Besøg i Den Alpine Have i Herskind”

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: