Findes der seværdigheder i og omkring Skivholme – ud over den skønne natur? Mange vil nok sige nej. Det er da alt for lille et sted til at have nogetsomhelst. Men… tag ikke fejl. Der gemmer sig perler i det smukke, bakkede landskab. En af perlerne er Galleri Udsigten.
Galleriet ligger i læ af Borum Eshøj med den skønneste udsigt ud over bakkerne og Lading Sø.
En gammel gård, der er nænsomt restaureret, og som nu rummer galleriet, kursusvirksomhed og Birgit og Willy Holms private hjem.
Allerede på gårdspladsen mærker man kærligheden til både stedet og kunsten. Skulpturer støder man på alle vegne – de er naturligvis til salg, men de pynter lige der, hvor de er.
Inde i galleriet er der masser af skønne ting, malerier, collager, glaskunst…
… og tekstilkunst. Blandt andet Alice Frost udstiller der. Hendes stofbilleder er verdener at fordybe sig i. Hele udstillerlisten kan du se på Galleri Udsigtens website, men tro mig – der er meget, og mange, meget spændende ting. Til enhver pengepung. Mangler man en værtindegave, der er køn og anderledes, kan man få den der, og mangler man et stort maleri til stuen, er det også stedet at gå hen.
En tur rundt i haven for at se på skulpturer er en god afslutning på besøget.
Så kan man samtidig nyde den smukke udsigt, der har givet galleriet sit navn – også en sommerdag som i dag, hvor det regner lidt.
Den kursusvirksomhed, som Holmerne (som de kaldes) driver på stedet er blandt andet kurser i selvudvikling og coaching, og hvert år har de deres store arrangement med ‘Alternative Dage’, hvor behandlere af mange slags stiller op og præsenterer deres forskellige behandlingsformer. Spændende og en god måde at få et overblik over mængden af alternative behandlingsformer.
Et virkelig dejligt og spændende sted. Vi kommer der mindst et par gange om året til den store juleudstilling og til den lige så store påskeudstilling. Men også ind imellem, for det er godt for sjælen at se på smukke ting i smukke omgivelser.
Åbningstiderne kan du se på Galleriets website. Kig forbi – det vil du ikke fortryde.
God tirsdag.