Gnocchi, de små kartoffel- og melboller man kan købe færdige i en glimrende kvalitet, er gode, når det skal gå lidt stærkt. De er en god afveksling fra den sædvanlige pasta, som man tit kaster sig over, når der skal hurtig mad på menuen.
Til denne ret skal man bruge:
1 pk færdige gnocchi (dem fra Lidl er ret gode…)
1 stort hakket løg
50 g emmentaler eller anden ost i tern
2 dl bouillon
1 dl fløde
1 pk bacon, stegt, afdryppet og brækket i småstykker
Grønne ærter fra frost – efter lyst og behov
Lidt Maizena til at jævne sovsen med
og… grana ost til at drysse med
Steg baconskiverne og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Hak løget og steg det stille gennemsigtigt i lidt af baconfedtet. Hæld bouillon og fløde ved. Lad det koge godt igennem. Tilsæt osteternene, og lad osten smelte i sovsen. Jævn sovsen lidt med Maizena udrørt i koldt vand. Den skal ikke være alt for tyk, men heller ikke vandet.
Kom gnocchierne over i et ovnfast fad. De skal ikke koges først. Knus de stegte baconskiver med fingrene og drys dem ud over. Drys med masser af ærter.
Hæld sovsen over og sæt fadet i ovnen på 200 grader varmluft, til hele overfladen bobler lystigt. Det tager et kvarters tid.
Spis med revet grana ost.
Hurtig, nem og lækker mad med masser af ‘feel-good’ faktor.
God onsdag.
Godmorgen Karen. Du har lige reddet dagens menu med dine lækre billeder og indbydende opskrift 🙂 Tak for det – og god dag.
Jette
LikeLike
Tak i lige måde, Jette 🙂 Godt, du kan bruge opskriften.
LikeLike