En terrorist i huset

De sidste par dage har jeg tilbragt på Kaløvig Kursuscenter. Strategidage med arbejdet. Der er smukt derude – centret ligger lige ud til vandet. Et gammelt, hyggeligt, ombygget badehotel fra før verden gik af lave (hvornår VAR det egentlig??)

Billede2

Men det var nu dejligt at komme hjem igen. Også selvom natteroen derhjemme af og til brydes på voldsom vis. For det gør den.

Vi har en terrorist i huset. Vi ser ham kun sjældent på den her årstid. Når han er sulten, eller trænger til at blive nusset lidt, til at udøve sine terroristiske tilbøjeligheder – eller hvis det regner.

Billede2

Han er ude. Ude i Catworld, hvor der er fyldt med lækre mus, spændende raslen i græsset og gode, tørre sovesteder.  Det er en spændende årstid at være kat.

Det er ham så inderligt vel undt, bortset fra det der terroristiske altså.

Han kommer ind hver morgen efter kattemad. Og morgen forstår han som et sted mellem halv fire og halv fem. Da vi – naturligt nok – sjældent er vågne på den tid, ser han det som en fornem opgave at sørge for, at det bliver vi. For sikke da et dumt tidspunkt at sove på ikke? Når man kan spise kattemad og lege vildt?

Han sniger sig ind i soveværelset. Springer op. Sætter i med en voldsom spinden og hugger tænderne i mit hår. Og så trækker han. Op! Glasset med katteknas skal åbnes! Han lægger kræfter i. De er ikke ubetydelige hos en kat på 7 kilo.

Halvt i søvne vakler jeg ud, giver ham en håndfuld og vakler tilbage igen. Han gnasker løs og tramper derefter muntert ned ad trappen, drikker frækt af hundens vand og går ud i Catworld – klap klap siger kattelemmen, og freden sænker sig.

Billede5

Vi har prøvet at ignorere ham. Han giver ikke op. Vi har prøvet at lukke døren. Den åbner han. Et lille hop, et tryk på håndtaget, og så er den klaret. Man siger, at katte og opdragelse er to ord, der ikke hører sammen. Jeg ved nu ikke – hans hårdhændede pædagogiske metoder har vist fået opdraget mig ganske godt.

God Kristi Himmelfartsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

15 thoughts on “En terrorist i huset”

  1. I er anderledes stillet end forældre med unge mennekser i huset; der ligger man og er bekymret over, OM de nu er kommet hjem – og kan ikke sove, før man har hørt dem rumstere.
    Som én sagde “Livet er da heller ikke andet end glæder og bekymringer!”

    Like

  2. Her er gode dyr rådne! Forslag fra en katteløs: Hæld kattemad i skålen, INDEN I går i seng – lås soveværelsesdøren og sæt en stol under håndtaget, madmor! Sæt for alle tilfældes skyld en bette skål med mad uden for samme dør, så udyret overlever natten over.
    Held og lykke med foretagendet – jeres, ikke kattens!

    Like

    1. Hehe – vi fylder altid op, inden vi går i seng. Det æder han ved to-tiden. Og jo mere han larmer og regerer, jo mindre kan man sove. Så det er nok bedre at give ham en bette skvis igen, når han kommer 🙂

      Like

  3. Det var kattens og her går man og tænker på udtrykket om at bevæge sig på kattepoter er af anden karat!!
    Måske lyden af det, der kimer i fjerne riger er mere lokkende…altså rent tidspunktmæssigt 🙂
    God luftig dag

    Like

    1. ‘Nu ringer alle klokker mod sky.
      Det kimer i fjerne riger…’

      Hos os ringer vi klokken 8 og klokken 16 – uanset hvornår solen står op og går ned. Det er vel ikke så logisk, men noget mere behageligt 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.