Crostini med kyllingelever

Det der kyllingelevermos, du ved – det der italienske mos, man putter på de der små stykker ristet brød til forret nede i Talien? Hvad er det nu, det hedder? Nåh – du mener crostini di figatini di pollo? Ja, netop – det der mos.

Hjemme hos os hedder det altid ‘det der kyllingelevermos, vi fik i Firenze’, og det er et hit som nippemad.

Man skal bruge:

Billede1

250 g kyllingelever
1 spsk smør til at stege i
1 hakket løg
2 spsk let hakkede kapers
1-2 spsk koncentreret tomatpure
1 glas hvidvin
Lidt salt og peber – og eventuelt rosmarin.

Steg kyllingelever og løg i smør på en pande.

Billede2

Når løgene er ved at være bløde, hælder man vin og kapers ved (og rosmarinen, hvis man vil have rosmarin i) og lader vinen koge næsten helt væk.  Sådan.

Så er leveren gennemstegt, og det hele skal op i blenderen. Kør det grundigt, så det bliver en fløjlsblød blanding, hæld det over i en skål og smag til med tomatpure. Der skal nok ikke mere salt i, for de små grønne kapers er meget salte.

Billede3

Server med små stykker ristet italienerbrød – og et par andre slags crostinipålæg. For eksempel svampe sauteret i olivenolie med hvidløg, drysset med citronskal og persille, eller hakket tomat med olivenolie, knust hvidløg og basilikum.

Billede4

Nippemad til en sommeraften.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

7 kommentarer til “Crostini med kyllingelever”

  1. Go Morgen i det jydske!
    Mumsfiliaba! Sådan noget lækker lækker er noget for os her på Djææææævleøen.jeg har en udgave med Berberiandelever Skarlotteløg Portvin og Cognag lagt på Crostini med Rucola pyntet med syltede Qumquats!

    Like

Der er lukket for kommentarer.