Nytårsforsætter?

Den slags mennesker, der nødig vil lade en mulighed for at bekymre sig gå deres næse forbi, er begyndt at gøre klar til næste års første selvsving. De er ellers knapt nok færdige med sidste runde, hvor de bekymrede sig om, hvorvidt kanel var usundt, og om hvor mange gange de skulle gå om juletræet for at forbrænde julemiddagen. Men nu er det alvor. Januar. Den måned, hvor flest har det værst. Med vilje.

De svinger svøben over egen ryg med uopnåelige nytårsforsætter, der er dømt til at mislykkes. Om alskens forsagelse. Om at blive åletynd på en måned. Om aldrig mere at spise eller drikke – overhovedet. Måske højst en smule vand.

Billede2

Det værste – for omgivelserne – er, at de også underholder vidt og bredt om det, selvom ikke en sjæl kan se, om de vejer et par kilo mere eller mindre – og faktisk også er ret ligeglade.

Rolig nu – det går altsammen. Lad badevægten blive dybt inde i skabet for nu. Lev normalt i januar – og normalt er jo uden chokolade, småkager og andefedt, ikke? – og se så, om slutningen af januar ikke byder på samme vægt og omkreds, som begyndelsen af december gjorde. Al sandsynlighed taler for det. Og så har man måske haft en interessant måned med sjove, udadvendte oplevelser i stedet for en med selvoptaget, dyb koncentration om egen ufuldkommenhed og mangler.

Januar er præcist lige så mørk som december – til gengæld er der ingen pynt, julelys eller hyggelige julefilm. Man må altså selv gøre noget for at komme helskindet igennem den.

Jeg vil gå på biblioteket og låne gode bøger, som jeg vil hygge mig med om aftenen. Og jeg vil lave god mad – ikke julemad, men god mad med kål og vintergrøntsager og masser af smag.

Billede3

Det er heller ikke slut med stearinlys og varme tæpper. Eller med duftende hyacinter.

Billede4

Jeg vil gå tur med hunden, som jeg plejer – og jeg vil nyde turene ligeså meget, som hunden gør.

Billede1

Og måske gå til en koncert med opløftende, dejlig musik – eller en tur i biografen til en rigtig feel-good film.

Jeg synes nemlig ikke, jeg har været så slem, at jeg skal straffes hårdt hele resten af vinteren. Og det har du nok heller ikke været.

God mellem jul og nytår weekend.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

10 kommentarer til “Nytårsforsætter?”

  1. Ja, det fortsætter med “fortsætter” – selv en forfatter i Jyllands-Posten i dag skriver om “fortsætter”. Så de mange fortsætter såmænd nok bare i den same skure …
    Det er heldigt, at “min” dejlige hund har en hvid halespids – hvordan skulle jeg ellers kunne finde den midt i alle de skønne grønkålsplanter.
    Må alle på gården i morgen vågne op til et godt og helsebringende nyt år!

    Like

  2. Åh ja, nytårsfortsætter – Dem havde jeg nu helt glemt. Jeg glæder mig bare over endnu et år med min dejlige familie og venner og nyde livet, som det kommer. God weekend

    Venligst Birte

    Like

  3. IHHH, hvor er det altså godt skrevet. 🙂 🙂 🙂

    Tror helt bestemt at det er meget sundt for sjælen at følge din “opskrift”.
    Så det vil jeg gøre.

    Rigtig godt Nytår

    Like

    1. Sådan kan de være, de tastaturer 🙂
      Jeg tror, vi er mange, der foretrækker at nyde livet på den måde, vi bedst kan lide det. Det ER nok mest pressen – og dem på jagt efter en ny tro – der går i dramatiske selvsving.

      Like

  4. Mojn Karen!
    Hvor du dog har ret.jeg har aldrig haft et nytårsforsat,men som du siger så fortsætter man bare som man altid har gjort,jeg vil tihvertifal fortsætte med at nyde mine øller fra hele verden,kokkerere alverden skønne retter eksperimentere med nye ting ,og genere min svigerfamilie med resultaterne,følge Fru Engell Dalsgaard´s Blog,og ja lade alt blive som jeg synes det skulle være
    Go Weekend til hele Gaarden

    Like

Der er lukket for kommentarer.