Nisserne kommer

Vi kommer tættere og tættere på juleaften. Og nu begynder nisserne at komme frem. I et glimt aner man en rød hue, der smutter lige i øjenkrogen. Det er sjældent, det lykkes at fange dem i et blik, endsige med kameraet. Men det lykkedes her. Det var nok på grund af den forførende duft af risengrød, der stod og kogte stille på komfuret.

Oppe på det gamle loft over B&B’en pusler det, og risengrød og pebernødder forsvinder – helt af sig selv. Der er skeptikere, der siger, at det bare er mus , der er søgt ind på loftet, fordi det er koldt udenfor. Men det tror vi ikke på, vel? I et hus, der stammer helt tilbage fra 1700-og-noget er der selvfølgelig nisser. Masser af nisser. Nogle er drillenisser, der gemmer ens ting. Det er de tyske Alzheimernisser, der indvandrede engang i forrige århundrede, og som har spredt sig både på land og i by.

Og der er hyggenisserne, der altid er et sted lige i nærheden af der, hvor der bliver lavet mad. Eller hvor der står noget lækkert og køler af. De ligner lidt katte og hunde, men nej da – i december er det nisser.

Og så er der dem, der bare er der. Dem man ikke ser, men kun aner tilstedeværelsen af. Det er de gamle nisser, de oprindelige.

Et glimt af rødt bag en grønkålsplante. Et lillebitte fodaftryk i sneen. Noget, der får egernet til at kigge op fra foderbrættet og hilse høfligt. Noget, der bare er der, og som skal være der. Lidt mystik – og poesi – i december.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere. Vis alle indlæg af Karen Engell Dalsgaard