Appelsinmarmelade – 2. del.

I dag skal marmeladen laves færdig.

Hæld massen i en stor gryde.

Bring den stille og roligt i kog og lad den koge stille i en tre kvarters tid. Det er længe. Men appelsinskrællen skal have tid til at blive mør.

Gå ikke for langt væk. Rør i det med jævne mellemrum.

Her er det, begrebet ‘køkkenbogen’ kommer ind. Man kan nemlig sagtens stå og læse i en ikke for krævende bog, mens man venter. Venter på, at det bobler, venter på, at der skal røres næste gang, venter.  Man kan også blive færdig med søndagsavisen. Skrive huskeseddel. Love hunden igen og igen, at vi går tur, når marmeladen er færdig. Filosofere. Der er mange muligheder. Men lidt af tiden skal man nu bruge på at finde glas frem og skylle dem med atamon.

Når marmeladen har kogt længe nok, tilsætter man sukkeret. Og bringer det i kog igen. Der er lige tid til et kapitel mere.

Lad det koge i et par tre fire minutter og tag så en lille klat over på en tallerken. Lad det køle af og se, om det nu er stift nok. Hvis ikke, kan man lade det koge lidt længere, eller man kan sige, at nu har man altså ventet længe nok og bruge lidt rød melatin. Det skal være rød melatin, for det kan man tilsætte efter, sukkeret er kommet i.

Når konsistensen er fin, når man har smagt lidt på det og synes, at smagen er fin, og når man i det hele taget er fro og tilfreds, hælder man marmeladen over i de atamonskyllede glas. De skal have låg på med det samme.

Færdig. Glas efter glas af rigdom og overflod.  Og køkkenet lugter så godt.

Til sidst må man hellere holde sit løfte til hunden. En tur over til skoven vil gøre os begge godt.

God søndag – i morgen kommer en opskrift på krydderboller. De smager fænomenalt med appelsinmarmelade.

Karen

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

One thought on “Appelsinmarmelade – 2. del.”

  1. Tak for et glas af den helt unikke appelsinmarmelade: det smager himmelsk! Og så i et fint, fint glas med en smuk hætte til låget. Det emmer af landlig hygge og den er skøn af have til at stå fremme :o) Og smagen… jeg siger bare: PRØV DET!

    Like

Der er lukket for kommentarer.