Lam grillmad… helstegt lammebov

Nu hvor vejret har rettet sig (på tide! er vi nogle, der synes), kan man igen få gang i grillen og gøre naboerne sultne i miles omkreds med duften af brasende lammebov på grill.

På grill bliver lam så godt, som det overhovedet kan blive.

Min yndlingsmarinade til lammekød laver man af 1/2 dl olivenolie, masser af finthakket rosmarin og timian, et skvæt æbleeddike og 3 fed knust hvidløg.

Smør kødet godt ind i marinaden, læg det i en plasticpose og lad det marinere nogle timer. På grillen skal det stege ca. 50 minutter pr. kilo.

Og tilbehøret? For tiden vælger vi tilbehør efter, hvad der nu er klar i køkkenhaven. Hestebønner – dampede i et par minutter, dryppet med olivenolie og drysset med parmesanflager.

Pluksalat med tahinedressing – den nemme: 1 spsk tahine, 2 spsk vand, saften fra 1/2 citron, et fed knust hvidløg og lidt salt.

Og kartofler, selvfølgelig. Selvfølgelig gravede vi også nogle kartofler op – for uden kartofler bliver en rigtig bondemand ikke mæt. Sådan er det bare. Mad uden kartofler er pigemad – og det samme gælder frokost uden rugbrød. Mandemaver er anderledes indrettet – og bondemandemaver er indrettet med ekstra plads indvendigt.

Heldigvis er der overflod i køkkenhaven – og vi er jo nok alle enige om at foretrække overflod fremfor syndflod.

God onsdag.

Feriemad: En tur i Bazar Vest

Efter en tur i Bazar Vest går man tungt belæsset ud til bilen, mens plastichankene på de små rasleposer skærer en i hænder og håndled. Hovedet er fyldt med farver og lyde – skinger bazarmusik, grøntsager og frugter i alverdens farver. Poserne er fyldt med grøntsager, frugt, krydderier, oliven og te.

Hjemme, mens den mørkegrå tordenhimmel ruller ind,

kan man under fredeligere forhold begynde at lave lidt feriemad.

Et festmåltid bestående af iranske mynteruller, fyldte tyrkiske milde chilier, en improviseret pizza lavet på et tyrkisk fladbrød, små syltede milde chilier og lysegrønne oliven, hjemmebagt brød og en tahinedip.

De fyldte chilier:

Rør en blød feta (Puck er god) sammen med græsk yoghurt, så den bliver cremet. Hak mynte, frisk koriander og bredbladet persille og rør det i. Flæk chilierne, fjern frø og frøstol og fyld de halve chilier med fetablandingen. Rist en håndfuld pinjekerner og drys med dem. Sprøde chilier, blødt fyld, knasende pinjekerner.

Og den improviserede pizza:

Der var lidt fyld til overs fra chilierne. Det blev smurt ud over et tyrkisk fladbrød, der derefter blev pyntet med lidt syltet peberfrugt i strimler og drysset med en håndfuld revet emmentaler. Den skal bages, til osten er smeltet, og kanten er sprød – ca. 10 min på 200.

Oliven og syltede milde chilier blev købt i bazaren hos købmand Kilic – ham med krydderierne og den lange køledisk med spændende oliven og forskellige dips. Sæt god tid af til at vælge – der er ufatteligt meget forskelligt derinde.

Tahinedippen var hjemmelavet. To spsk tahine blev rørt med 4 spsk græsk yoghurt – 10 pct. – og lidt vand for at gøre konsistensen lidt mere lind. Derefter en to til tre fed presset hvidløg, en god håndfuld hakket, bredbladet persille og lidt limesaft. Til sidst blev dippen smagt til med salt. En super dip til ristet fladbrød i trekanter – eller til rå grøntsager.

Dessert? Ja da. Flade tyrkiske ferskner og modne abrikoser.

Frisk og lækker sommermad. Feriemad, der lægger op til, at man sidder ved bordet i lang tid, mens planerne for resten af ferien bliver vendt og drejet.

God mandag.