stillits – Dalsgaard i Skivholme

Sangen skærer klokkerent gennem den disede morgenluft. Et sikkert tegn på, at det igen er april. Stillitsen er kommet tilbage til haven, og den synger højt og længe fra sin post i toppen af kastanjetræet.

I går eftermiddags sad det lille, farvestrålende par og spiste solsikkekerner ad libitum i fugleslottet. Sikkert sultne efter den lange rejse hjem fra vinterresidensen sydpå.

Mens de sad der, kom en af de fastboende skovspurve forbi for at fortælle om alt det, der er sket i løbet af vinteren. Om storme, om juleneg, om sne, om katten der har siddet på lur igen og igen – helt sikker på, at dens klare orange pels slet ikke kan ses af fuglene – pip, haha, fløjt. ‘Hvor dum tror den, vi er?’, spurgte spurven retorisk. For spurve er gode til den slags retoriske spørgsmål.

Der blev snakket og spist en stund, før de tre gik videre i dagens tekst. Foråret er en travl tid, der skal jo ses på byggegrunde i træerne og hækkene, så man kan ikke hænge ud på cafeen hele dagen.

Stillits er faktisk ikke så ualmindelig en fugl her til lands. Man ser den bare sjældent, for den lever sit liv højt oppe i trætoppene. Undtagen lige nu i foråret, hvor den er sulten, og maden altså er at finde i fugleslottet. Der kommer den ned, og så får ikke bare ørerne, men også øjnene, glæde af den lille sommergæst.