En kludemors bekendelser

Når noget ser ud til at være for godt til at være sandt, er det som regel også sådan det er. For godt til at være sandt altså. Det meste af mit liv har jeg været ked af de traditionelle karklude. De er altid våde, og de er ikke til at vride tilpas tørre. De trækker våde striber, når man tørrer af med dem.

billede3

Så kom de kendte lyseblå, lysegule og lyserøde klude, og de kunne vrides næsten helt tørre. De kunne også vaskes på 60 grader, og når de blev for slemme og slidte, kunne man bare smide dem ud og købe nye – billigt. Herligt. Dem var jeg glad for.

Selvfølgelig var det for godt til at være sandt. De har vist sig at være skadelige, deres indhold af mikroplast er skadeligt for miljøet og skadeligt for os. Øv, øv og tre gange øv.

Som så mange andre er jeg gået i gang med at strikke og hækle karklude i massevis. Det er god beskæftigelsesterapi, når man ser fjernsyn, og når kludene er tørre og nyvaskede, ser de også kønne og indbydende ud. Meget kønnere end dem med mikroplasten. De tørrer bare heller ikke så godt som de slemme.

billede1

Så er der mikrofiberkludene. De er bedre, men heller ikke helt gode. De er svære at vride rigtigt tørre, og kønne er de sjældent. Men de tørrer fantastisk, når de er tørre.

Der er ikke andet at gøre end at hækle og strikke løs, for har man bare altid nok tørre klude på lager, kan man smide dem til vask i løbet af dagen. Det er sikkert heller ikke godt for miljøet at vaske for meget, men – man kan altså ikke gøre alting ‘rigtigt’.

billede2

Jeg har nogle enkelte af de slemme tilbage. Jeg bruger dem ikke mere. Kigger bare på dem i skuffen, tænker lidt på plasticskader og sukker over, at når noget ser ud til at være for godt til at være sandt, er det som oftest også sådan det er.

God torsdag.