Gamle viskestykker

Når man siger gamle viskestykker, er der vist ingen, hvis puls stiger voldsomt.

Men al den snak om arvestykker i forbindelse med optagelserne til ‘Mit Kæreste Eje’ fik mig til at huske noget og stå på hovedet i kurvekufferten med stoffer og tekstiler – for et eller andet sted dernede lå de.

Billede1

De gamle viskestykker af linned med broderet monogram, som Moster Anna – min mormors søster – broderede, da hun samlede udstyr. Det har nok været engang i 1920erne. Hun var i hvert fald ikke gift endnu, for monogrammet er AG – Anna Gyldenløve. Det hed hun, indtil hun blev gift.

Billede3

Det var en anden tid, da man samlede udstyr i stedet for at gå i IKEA. Det var en bedre kvalitet viskestykker, for de er hele endnu – de fleste af dem – næsten. Og det er et minde om et menneske, som man nu, hvor man selv er voksen, tænker, at man egentlig slet ikke kendte. Hvilke tanker tænkte hun, da hun sad der aften efter aften og broderede fladsting, der er lige smukke på retten og vrangen? Kedede hun sig? Dagdrømte hun? Gik snakken lystigt?

Billede2

Hun var en meget talentfuld porcelænsmaler – hvad ville hun være blevet til, hvis hun var ung i dag? Det kan ingen vide. Men nu vil jeg finde noget at bruge de smukke linnedviskestykker til.

Et af dem vil blive brugt som lysedug i det blå værelse. Måske på bordet? Eller på kommoden? Der er noget sommerligt, let og rent over nystrøgne linnedstykker.

Billede4

I forvejen er B&B’en indrettet med arvegods og loppefund, og jeg tror, viskestykkerne vil kunne tale godt med gardinerne i badeværelset. De har nemlig været min farmors for længe, længe siden. Nu kan tingene komme til deres ret i B&B’en og hænge der og fortælle løgnehistorier og udveksle minder.

Billede5

Faktisk synes jeg tit, jeg hører lidt mumlen derovre, når jeg gør rent. Det er nok dem, der kritiserer min moderne Ajaxfikserede rengøringsteknik. Hvad var der galt med knofedt og pimpsten? Det er nok dem. Eller også er det nisserne.

God onsdag.