Man ser dem allevegne lige nu. Engbrandbæger. Gul og smuk og meget giftig. Den er ikke bare dræbende for heste og køer. Mennesker kan få alvorlige leverskader af den, giften er kræftfremkaldende, og under de store områder dækket af ukrudtet er grundvandet truet.
Nu vil du nok sige, at du ikke kunne drømme om at sætte tænderne i en dusk engbrandbæger. Men drikker du urtete? Urtete kan indeholde rester af engbrandbæger.
Eller spiser du honning? Hvis der er en gul mark i nærheden, er det højst sandsynligt, at bierne har taget nektar derfra. Insekterne er vilde med den.
Eller kunne du finde på at plukke en buket af dem, for den er da køn i sin lysende pragt? Lad være med det. Rør den ikke uden handsker, for den kan irritere huden og gøre dig overfølsom overfor sollys.
Vi brugte et par timer i weekenden på at fjerne engbrandbæger fra vores græsmark. Vi havde lagt mærke til dem, for de lyste over det tørkebrune græs. Jorden er så tør og stiv nu, at de er svære at rykke op, så vi måtte tage en spade og en greb med rundt. Vores ‘høst’ kunne være i en sort sæk, og den ryger i restaffaldet og bliver brændt.
Men hvad gør man de steder, hvor engbrandbæger har spredt sig til at dække en hel mark? Jeg kan ikke se anden løsning end at slå dem, rive dem sammen, brænde dem eller sende dem i et biogasanlæg og derefter sprøjte mod dem, så man får førsteårsrosetterne med.
Men den slags forslag vækker vrede hos naturforkæmperne. Der er nemlig mange insekter og dermed stor biodiversitet i sådan en mark, siger de. At der så kun er en enkelt art – en rød og sort sommerfugl, der hedder blodpletvinge – der udelukkende er afhængig af engbrandbæger, er vel så en anden sag. Den art skulle nok kunne klare sig med mindre end et halvt land fuld af stadset, og så kan de andre spise noget andet.
På græsmarker og på brakmarker kan de brede sig uhæmmet. De er toårige, og det første år kommer der kun en bladroset helt nede ved jorden. Næste år blomstrer den og sætter tusinder og atter tusinder af frø, der ligesom tidselfrø driver med vinden, så den kommer vidt omkring.
Heste og køer undgår planten i naturen. Men kommer den i høet, kan de ikke genkende den. Den fører til store smerter, leverskader og derefter død. Der er endda eksempler på, at kalve er blevet forgiftet af mælk fra køer, der har indtaget engbrandbæger.
Ved de helt gule marker har man fundet giften i overfladevandet. Vand, som køer og heste drikker af. Så du kan godt se problemet ikke?
Og lige under marken? Der er grundvandet. Engbrandbæger udgør en potentiel trussel mod grundvandet, fordi dens gift, der går under det mundrette navn pyrrolizidinalkaloider – er vandopløselig. Forskning viser, at giften kan sive gennem jorden til både overfladevand og grundvand. Sjovt nok testes der ikke for naturgifte i grundvandet, selvom vi da hørte mere end nok om grundvand i valgkampen.
Kort sagt er det en møgplante. Hvis du ser den, så riv den op og smid den i skraldespanden – husk handsker. Og lad os så få et gedigent oprør med naturfanatikerne, der tror, at alt naturligt er godt. Det er gået over gevind, og de har fået indflydelse langt ud over, hvad de har forstand til.
Og nu vi er ved det, hold op med at have brakmarker. Så dem til med blomsterbrak, eller begynd at dyrke dem igen, så vi kommer af med de store mængder ugræs, der fyger over hegnet, som vi synger i Det haver så nyligen regnet.
Med hovedrysten over verdens dårskab – god mandag.
Dalsgaard i Skivholme 