Sankt Hans aften

I dag er det Sankt Hans. En aften, vi ikke gør det helt store ud af. Vi bliver hjemme med hundene og går en hylde-duftetur ud på den nu klippede græsmark. Vi er ude, nu hvor vejret er til det, og vi suger midsommerlyset til os for at lægge på lager. For det er den smukkeste tid, man kan tænke sig.

Blid, varm og lys. De truer godt nok med ulidelig varme – for både mennesker og hunde – i weekenden, men lige nu er det dejligt.

Sankt Hans aften har jeg det lidt svært med. Der er ganske bål og grill ved forsamlingshuset. Men bålet har ligget klar så længe, at jeg bare tænker på, om alle pindsvin og fugleunger er ude af kvasbunken.

Og et bål, der tændes i fuld sol for børnenes skyld, er der altså ikke meget ved. Bål med en heks giver mig kuldegysninger, også selvom det bare er en halmdukke i mors aflagte sommerkjole med skørterne fulde af heksehyl. Det har jeg skrevet om før, så det springer vi let hen over.

Da jeg var barn, var Sankt Hans noget, der blev gjort en del ud af, og det var ikke mindst de voksnes aften. Vi mødtes altid hos nogle af mine forældres venner til bål i engen, og bålet blev først tændt sent, når man kunne se det.

Når bålet var ved at være brændt ned sammen med de tabte pølser og kulsorte snobrød, gik man fra engens røg og mosekonebryg ind til varm te og kage. Man kom sent i seng den dag. Måske var man lidt søvnig dagen efter, men det skete der ikke så meget ved. Jeg husker lugten af bål, der stadig hang i håret, og følelsen af Sankt Hans hele den næste dag.

Nu er det ikke børnene, der er med forældrene til Sankt Hans. Det er forældrene, der er med børnene, og gud forbyde, at sengetiden bliver overskredet. Der er ikke meget højtidsstemning over det.

Ingen sommersang i den lyse nat, og ikke hverken ro eller tid til både at rumme glæden over midsommerens skønhed og samtidig den følelse af vemod, der følger med, når årets hjul igen begynder at dreje mod den mørke tid. Den slags højtid kan børn nemlig også godt fornemme, hvis de får lov til det.

Det er lidt synd. Både for børnene og for de voksne. Midsommer skal opleves med sanserne og med hjertet, og det kræver lidt tid og lidt ro. Og så pyt med, om man er lidt klatøjet næste dag. Der er jo et helt år til næste gang.

God Sankt Hans.

PS: Har du lyst til at læse om baggrunden for vores Sankt Hans – blandingen af hedenskab og kristendom – har jeg skrevet en artikel om det her.