For to år siden skrev jeg sådan her til Sankt Hans. Et ønske om klarhed, ro og midsommerens skønhed – uden heks på bålet. Jeg ønsker mig det samme i dag. Gør du ikke også det?
Nu er vi der igen. Sankt Hans. Den smukkeste tid overhovedet. Blomstrende hyld, roser og alle de dejlige juniblomster i haverne, i hegnene, på grøftekanter og selv i vejkanten langs de travle veje. Summen af bier og fuglenes sang i skovhaven fra morgen til aften.
Sankt Hans er nok der, hvor vores hedenske fortid stadig står stærkest med bålfesten og sang ved bålet. Bål, der blusser langs strandene – og i alle grundejerforeninger…
Jeg har et ønske til Sankt Hans. Et ønske, jeg slet ikke vidste, jeg havde, før jeg så avisens forside her til morgen. Der var et billede af et bål ude på en sø. Et bål, der spejler sig i vandet, mens solen går ned. Det var så smukt.
Jeg ønsker mig at være der, hvor det bål er. Knitren fra bålet over søen, fuglekorets godnatsang, hyldeblomsternes og rosernes duft fra skovkanten. En naturlig og lidt højtidelig stilhed, tid til eftertanke og til at nyde den stille aften i fred og ro.
For lad os bare være helt ærlige. Så sjovt er det heller ikke med bål, der tændes klokken 19 af hensyn til børnefamilierne, med hujende unger og snobrød, heks på bålet i mors aflagte sommerkjole og skørterne proppet med heksehyl.
Jeg bryder mig virkelig ikke om det med heksen. Det er et ondt minde. Et minde om menneskenes mest primitive side, hvor folkesjælen får ro ved at ofre en, der er lidt udenfor. Lidt dum, lidt gammel, lidt grim – eller smukkere, klogere og frækkere end de andre. Den slags skal kanøfles, og det bliver de også i dag, selvom de ikke bliver brændt, men bare ender i en shitstorm på nettet.
Så derfor: Sindsro. Et bål på en sø. Flammernes genskin på vandet. Et Sankt Hans blus med midsommerglæde, der samtidig rummer den følelse af vemod, der følger med, når årets hjul igen begynder at dreje mod den mørke tid.
Og så hjem. En tur rundt om græsmarken, mosekonebryg og gumlende køer – før vi overlader engen til elverpigernes dans.
Det er det, jeg ønsker mig til Sankt Hans.
God Sankt Hans.
Dalsgaard i Skivholme 
Det er nu underligt. Da jeg var barn – 70’erne – var Sct Hans en kæmpefest. Mine forældres vennekreds var stor, og dén aften var en af årets milepæle. Enormt bål, MED heks, 50-60 gæster båltaler og voksne, der efterhånden fik en pind/kæp i øret og vi unger, der flintrede rundt uden opsyn.
Men jeg husker tydeligt mit ubehag ved synet af heksen med kost og hat, der begyndte at brænde …
LikeLike
Sådan var det også, da jeg var barn cirka samtidig. De voksne holdt fest, vi børn brændte pølser og snobrød og legede vildt. Man fejrer ikke rigtigt Sankt Hans på samme måde længere. I det hele taget må forældre jo ikke feste med alkohol, når børnene er der…
Jeg kunne heller ikke dengang lide, når heksens kjole begyndte at brænde. Det var væmmeligt…
LikeLike
Kære Karen.
Jeg ved ikke, hvornår det blev skik at sætte en heks på bålet? Det kan få mig til at blive væk fra bål i aften – så meget er jeg imod det! Jeg husker det ikke fra stranden i Nyborg omkring 1950. Kender du “Barske Børnerim” af “Poeten”? Ad Hækkenfeldt til.
Alfred havde stablet Grene til Sankt Hansbaal helt alene.
Øverst, som en Kusk paa Bukken, sad livagtig Heksedukken.
Far kom ud og fik det tændt, baade Baal og Heks blev brændt.
Luedans og Flammespil … Grebet saa Familien til.
Alles Øjne havde Glans under Sangen om Sankt Hans.
Slut. En sidste Lues Blaffen. Det var Tid til Aftenkaffen.
Pludselig fra Far det lød, mens den allersidste Glød søvnigt ulmede i Blæsten: “Hvor er Bedstemor forresten?”
Jeg vil ikke kaldes “bedstemor” – jeg holder mig til “mormor” af SIKKERHEDSHENSYN!
God aften ønsker Eva
LikeLike
😀 Jeg elsker de barske børnerim – og jeg kan godt forstå, du fravælger titlen bedstemor. Det kan åbenbart være farligt at være sådan en!
Knus, Karen
LikeLike
Jeg har oplevet bål på en sø smukt var det og betagende
LikeLike
Det vil jeg også gerne opleve. I mit næste liv vil jeg bo ved en sø 🙂
LikeLike
Hej Karen.
Dit nye look på bloggen er elegant, og jeg skal nok blive glad for det. Men på grund af travlhed havde jeg ikke været omkring den i nogle dage (det sker ellers sjældent) og var altså bagud med at læse indlæggene. Så derfor var det lidt overraskende og udfordrende. Måske bliver det i virkeligheden lettere at finde indlæg, som man ikke har set.
Tak for din tankevækkende, smukke og dybe beskrivelse af Sankt Hans og midsommertiden. Det er så godt og rørende formuleret, og det er nemlig vigtigt at stoppe op og nyde naturen lige nu. Du hjælper med til, at jeg/vi husker det!
God Sankt Hans.
Hilsen Bodil.
LikeLike
Tak, Bodil. Nu kan du i ro og mag kigge på forsiden og se de 10 nyeste indlæg rotere stille rundt og vælge det eller dem, du er gået glip af. Ellers er der altid arkivet 🙂
Ja, det med midsommer er blevet kidnappet af næsten brændende, osende hækafklip på legepladserne i grundejerforeningerne. Men man kan stadig finde steder, hvor midsommernatten er helt, som den skal være med tid til at nyde og tid til eftertanke.
vh/Karen
LikeLike