Midt i juni – Midsommer

junilandskab

Det er midt i juni nu. Kalenderen siger midsommer. Hyld, roser, blomstrende græs og lysegrønne hvedemarker. Kom med en tur ud i det hele.

Hvedemarkerne er så smukke lige nu, og plukker du en buket hvede til tørring nu, beholder den farven meget, meget længe.

Hvedemarkerne står smukt lysegrønne

Græsmarken blomstrer. De smukke aks på rødsvingel danser i vinden, og mellem dem står tusinder af smørblomster og gule høgeurt.

Blomstrende græsmark

Og se lige – midt imellem de gule høgeurt mødte jeg en lille klat pomeranshøgeurt.

Pomeranshøgeurt i græsmarken

Dem er der rigtig mange af i kirkediget, og jeg tænker, frøene er fløjet over ådalen med vinden, til de fandt sig et godt sted at bo. Vi har dem også i haven, hvor de hurtigt dækker al bar jord.

Pomeranshøgeurt

Græsset i marken er så højt, at hundene næsten forsvinder.

Hunde i græsmarken

Det gælder om at nyde synet nu, for inden længe skal marken slås, og så er den fest forbi. Til gengæld fortsætter festen i dyremaver hele vinteren, så det er lige, som det skal være. Var der ingen dyr, der levede af græs, var der jo heller ingen græsmarker.

Vilde roser og hyld ved vejen

I hegn, i skovkanter og langs vejen blomstrer hyld og vilde roser.

Hyld ved vejen

Jeg ved godt, at hybenroser anses for invasive, men smukke er de, og der er så meget, der anses for invasivt. De smukke sika hjorte for eksempel – og fasanerne.

Hvid hybenrose

I haven er der også masser af juniblomstring, men haven gemmer vi lige et par dage – bortset fra et lille kig på den skønne dronningebusk, der troner i sit hjørne. Så stor bliver sådan en på et par og tyve år.

Dronningebusk

Der er dem, der synes, det kun er godt sommervejr, hvis de kan sidde ude. Jamen, hvorfor sidde? Så sjovt er det jo heller ikke. Jeg vil hellere gå og nusle i haven eller gå tur og nyde den smukke midsommertid. Det kan da godt være, at det regner lidt, men altså – det er jo juni. Og med juni kommer der tordenbyger. Som Thøger Larsen (ham med Danmark nu blunder den lyse nat) skrev:

Ja, nu er det Sommer, med Blomst og Løv,
med Bellis i Græs som et Stjernestøv,

med Solsortsang i den lyse Nat
og drømmende Sø under Tordenhat.

Torden på vej

God midt-i-juni-onsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.