Kyndelmisse

Det er blevet den anden februar. Kyndelmisse. Midvinter. Kyndelmisse, der slår sin knude, overmåde hvas og hård. Vi er midt i vinteren, og den isnende østenvind går til marv og ben. Hvor er vi dog heldige, vi har varme huse, forårsblomster i vaser og skåle – og brændeovne.

Alle sangene om Kyndelmisse er skrevet i den tid, der kaldes den lille istid. En hård tid, der varede fra den sene middelalder (det var faktisk varmere end nu i den tidlige middelalder) til omkring 1850’erne. Iskolde og lange vintre, korte, kolde og våde somre. Dårlig høst, hvor kornet rådnede på marken. Udbredt fattigdom. Intet sundhedsvæsen, som vi kender det. Ingen former for antibiotika og kun simpel kirurgi. Gennemsnitsalderen var lav.

Alligevel er det fra den hårde tid, de fleste af vores allersmukkeste vintersange stammer. Også Det er hvidt derude, som citatet om Kyndelmissen, der slår sin knude, stammer fra.

Kyndelmisse blev regnet som midt i vinteren. Der hvor det næsten ikke kunne blive værre. Til Kyndelmisse skulle man helst have halvdelen af foderet til husdyrene tilbage. Det samme gjaldt alle de andre forsyninger, man havde tørret og saltet og syltet i sensommeren og i slagtetiden i november. Ellers så det skidt ud. Der var ingen Rema1000 i Sabro, og der var heller ingen penge til at købe ind for. Det var derfor afgørende, at man havde forstået at spare og udnytte alt.

Til Kyndelmisse tog man lys med i kirke for at få dem velsignet. Også de lys, der skulle bruges i kirken i det kommende år blev velsignet. For ordet Kyndelmisse er en afledning af Candelarum Missa – det latinske ord for lysmesse. De velsignede lys passede man godt på derhjemme. De blev tændt, når der var brug for lidt guddommelig intervention – for eksempel ved sygdom (ingen antibiotika osv.), eller når nogle skulle ud på en farefuld rejse eller opgave.

Man tog også vejrvarsler til Kyndelmisse. Man sagde, at Kyndelmisse tø gav godt med hø og også, at hvis det blæste så meget til Kyndelmisse, at atten kællinger ikke kunne holde den nittende, ville det blive en god sommer.

Og så spiste man pandekager lavet af bygmel – gerne med æblemos af de æbler, man havde gemt fra efteråret. Det skulle være et vink med en vognstang til de højere magter om, at byghøsten gerne måtte blive god. Tja. Vi har altid taget varsler af alt muligt. De færreste af dem passer, men ønsket om at se ud i – og påvirke – fremtiden, er jo forståeligt nok.

Dagene længes, vinteren strenges, som vi synger i Her vil ties, her vil bies. Den er god nok. Vi har nu fået 1 time og 37 minutter mere dag, det er bidende koldt, og vejrudsigten siger bare mere af det samme. Vi kan hverken gøre fra eller til.

Og det er svært ikke at næsten forvivle over de stakkelse mennesker, der fryser i endnu koldere vejr i Ukraine, fordi en grådig psykopat har invaderet deres land. En anden psykopat forhandler med ham om Ukraines skæbne. Hvad rager det egentlig en amerikaner, hvordan der skal skabes fred i Ukraine? Han vil jo også bare rage til sig.

Det er også vinter. En verdens vinter. Der kan vi heller ikke gøre hverken fra eller til, selvom vi kan sende lidt penge til tæpper og vinteruniformer.

Heldigvis ved vi, at det bliver forår en gang. I naturen og forhåbentlig også i verden, selvom det kan tage lidt længere tid. Vi ved det fra erfaringen og fra alle de dejlige vintersange, der kan give lidt varme, håb og glæde i en kold tid.

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad;
giv tid! – hver blomst udspringer.

Og lad os så få sat vand over til en kop varm te, ikke?

God Kyndelmisse.