Det stormer derude, og det føles meget koldere, end termometeret viser. Alligevel blev der ryddet lidt op i haven i weekenden. Ikke så meget som planlagt, men der er taget hul på det, og det er jo en begyndelse, ikke?
Det ser lidt slemt ud. Ikke mindst på grund af muldvarpene. De har væltet et fuglebad af beton, de har gravet sig igennem bedene, og de har spredt løg og planter over det hele.

Nogle løg var gravet helt op – dem, har jeg puttet i jorden igen – og andre blomstrede pludselig et andet sted end forventet. En fin lille gruppe af iris reticulata Katherine Hodgkin er spredt, så der står enkelte iris hist og her. Der skal flere løg i, og så får vi se, hvad Hr. Muldvarp gør ved dem.

Når de frosne fingre og kinder har skullet varmes lidt op efter at have været ude i den bidende vind, har jeg ryddet op herinde. Gjort rent – den skarpe sol afslører alt, og der er meget at afsløre med tre hunde i fri dressur i huset.

Der er også blevet ryddet op i skabe og skuffer, og køkkenet er tørret af for hundenes muddersplat på skabene endnu engang. Men holde dem ude fra køkkenet bare for at holde rent? Nej da. De bor her jo også, og de er en uvurderlig hjælp, når man arbejder hjemmefra – eller skal sætte i opvaskeren.

Oprydningstrangen fortsætter i dag – helt inde i computeren, hvor jeg nu har gennemgået billeder fra februar, slettet de uskarpe og skæve og valgt de bedste ud af de billeder, der ligner hinanden. Man tager jo altid nogle stykker for at være sikker på, at der er nogen, der dur, og før man ser sig om, skal man til at købe mere lagerplads i skyen. Derfor rydder jeg altid op ved månedsskifter, så opgaven ikke bliver uoverkommelig.
Med den første forårsmåned i gang, er topbilledet også blevet revideret. Det billede skal skifte med sæsonerne, synes jeg. Og selvfølgelig skal det være med en fastelavnsbolle, for det er først fastelavn om lidt i år – sent, men så må man vel gerne spise fastelavnsboller i længere tid?

Så alt i alt en god første forårsweekend og en fantastisk første forårsuge på vej. Blandt andet med kursus-krea-aften hos Aase Hviid i morgen. Håber, din weekend også var god og hyggelig, selvom vi nok alle er lidt skræmte over udviklingen lige nu.
God mandag.
Er dejligt billede af hundene ser ud som holder øje hvad du laver. Og dejligt med foråret men selvom man bor i lille lejlighed og synes gør rent hele tiden. Ja så viser solen altid stederne jeg må have gået let over. Men dejligt med foråret og på altan mylder det også frem. Kærlig hilsen Jonna
LikeLike
Forårssolen er afslørende. I går fandt jeg spindelvæv på de mest umulige steder, da solen stod ind ad vinduet i præcis den rigtige vinkel.
Du kan tro, hundene holder øje. De er så opmærksomme på alt, hvad vi laver og på alle stemninger. Og det med at tage billeder, det forstår de bare ikke 🙂
Kh, Karen
LikeLike