De bedste opskrifter og billeder fra 2024 – del 1

Traditionen tro skal vi i januar se tilbage på alt det, der gjorde 2024 specielt. Et år med billeder, med historier og med opskrifter.

Når jeg tænker tilbage, flimrer det som en film, der fast-forwarder. Men når man kigger efter og forsøger at finde de bedste billeder og den bedste opskrift fra hver måned, bliver overblikket pludselig mere tydeligt. En perlerække af årstider, måneder og begivenheder.

Januar startede smukt. Masser af sne og lys i denne mørke måned, der tit er så grå, og altid er så lang. Jeg vælger billedet fra engen, fordi man næsten kan mærke kulden, snuse friskheden og høre isens knasen under støvlerne.

Hegnspæl i snelandskab

Januars bedste opskrift var uden tvivl den skønne citronmousse med lemoncurd. Frisk, sød, cremet – bedre er svært at finde.

Citronmousse
Citronmousse – opskriften er her.

Det blev februar, sneen forsvandt, og erantis, vintergækker og små iris piblede op.

Iris reticulata

Jeg blev opereret for brok og brugte nogle uger på ikke at måtte noget. Ikke løfte mere end 5 kilo for eksempel. Forårskursus hos Aase Hviid måtte jeg dog godt.

Små firkantede krukker med vintergækker og pil

Og jeg måtte gerne gå i køkkenet, så der blev kokkereret en del. Simrede vildandelår og et par gode salater kom på repertoiret.

Den bedste opskrift fra februar er nok den varme, krydrede suppe med søde kartofler og rød carry. Søde kartofler kan bruges til så meget, og også til den her varmende suppe, du bør unde dig selv at lave her i vinter.

Suppe med søde kartofler
Månedens opskrift i februar.

Det blev marts. Påskepynt og påskeliljer inde, et mylder af påskeaktiviteter og socialliv. Påskegudstjeneste, Palmesøndag med børnekoret, familiebesøg og fødselsdage.

Påskelilje

Månedens bedste opskrift var fiskeburger. Det valg skyldes ikke mindst, at jeg opdagede, man kunne købe torskeafskær til en rimelig penge hos fiskehandleren, og at det kunne bruges til rigtig mange dejlige fiskeretter til hverdagsbrug. Fisk er ellers så dyrt, at det mest er festmad, så hurra for afskær.

Fiskeburger
Fiskeburger og andre gode fiskeretter med billigt torskeafskær

April. Nu var vi da virkelig ude af vinterdvalen. Ferie i Italien, hvor foråret var langt fremme.

Blomster, sommerfugle, grønne blade og frodigt græs. Energi og livsglæde.

Sommerfugl i Piemonte

Et dejligt besøg hos Gardener’s Own, hvor de dyrker de smukke Runaway Bride hortensia. Mine blomster derfra blomstrede endnu i november…

Runaway Bride hortensia i kurve

Anemoner dækkede jorden, forårsblomsterne sprang ud. Der var helligdage og ferie, så der blev ikke lavet meget ny mad i den måned. De ferske vagtler fra Italien kunne være månedens opskrift, men den gode hverdagsopskrift med kylling og sød chilisovs vinder dog. Det er en nem og god ret, der er værd at huske på en travl dag.

Kylling i sød chili
Kylling i sød chilisovs – supernem opskrift

Vidunderlige maj, hvor det hele går så stærkt, at man får åndenød. Det grønnes dag for dag, og hver dag er der noget nyt, der springer ud – og takker af.

Engen til pinse

Man skal holde øjnene åbne for at få det hele med. Det er lige til at blive helt svimmel af…

Tre hunde og en mand i sofaen

Blomster i mark og have – og dejlige hundeture.

Hundene i marken med mælkebøtter

Vi fik besøg fra Florida – vores venner Karen og Carl Holme kom og boede hos os et par dage.

Vores køleskab opgav ånden, og vi måtte i al hast ud og købe nyt. Vi skiftede ovnen i samme omgang, men blev der lavet ny mad? Ikke meget. Det er klogt at holde sig til ‘bagkataloget’, når man har meget at se til.

Så kom den blide juni, hvor det hele slapper lidt af derude, og sjælen sætter sig lidt. Juni er den første sommermåned. Det er staudernes tid, og hylden blomstrer og sender sin fortryllende duft ud over landskabet. Der er hyldeblomstsaft i de lækre og pyntelige grundlovskager.

Grundlovskager

Årets første havefestival er i juni, og havebesøgene begynder. Her et billede fra Hanne Moldts hyggelige have i Aarhus.

Keramik i haven

Vores sommergæster i engen ankom og gik i mad til knæene hele den lyse dag og hele den lyse nat.

Hest i aftenlys

Det var det første halve år af 2024. Vi slutter lige midt i den bedste tid. Næsten som en serie på Netflix? Resten af året napper vi i morgen, for nu har du sikkert set billeder nok herfra for i dag.

God mandag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.