Tirsdag eftermiddag ringede de fra dyrehospitalet for at fortælle, at Andy kunne blive opereret for sin korsbåndskade allerede onsdag. Der var kommet en ledig tid, og vi fik det derfor overstået en uges tid før oprindeligt planlagt.
Det er en stor operation. De skærer benet over, drejer det lidt og sætter det sammen igen med en plade, der skrues fast. Sådan kan man undvære sit korsbånd… (Det er den korte udgave – en dyrlæge ville nok have mere at sige om den sag.)
De beholdt ham indtil torsdag for at være helt sikre på, alt var gået godt. Det var det, og Husbonden hentede ham i går formiddags. Nu har vi en lille hund med morfinplaster, forbinding og skærm på hovedet. Og et barberet ben. Det ser næsten ud som om, han har shorts på.

Han er lidt sølle og har det ikke supergodt, men han er glad for at være hjemme. I løbet af nogle måneder vil han være lige så let til bens som før.
Her i starten må han slet, slet ingenting. Det er nærmest umuligt med sådan en ung og frisk hund. Han løber jo fint på tre ben, synes han. Og den skærm er bare i vejen. Men instrukserne skal følges, så der ikke opstår en ny skade, og vi er strikse og nærlæser papirerne fra hospitalet igen og igen.

Efter to dage: af med plasteret over operationssåret. Efter fire: af med morfinplastret. De første uger: kun 5 minutter ud ad gangen et par gange om dagen – i snor. Derefter langsom genoptræning. Der er en del at huske over lang tid, så sedlen skal vist op på køleskabet.
De andre to synes også, det er noget mærkeligt noget. Danny savner sin legekammerat, mens Maggie vist savner sin sofa mest. Nej, det er uretfærdigt. Hun elsker bare at ligge derinde – gerne i klump med de andre – og hun har spurgt 100 gange i dag, om det da ikke var tid til at komme ind i stuen.
De næste par måneder må godt gå hurtigt, for det er ikke helt nemt at holde de tre fra hinanden. Det er synd for dem alle tre.
God fredag.

det er ikke let og Maggi der er den mindst af de tre synd hun ikke kan komme på sofaen som hun elsker. Håber det må gå stærkt med Andy at blive rask heldigvis er han ung så mon ikke det hjælper. Men kræver da også meget af jeres tid. God søndag.
LikeLike
Det tager meget tid, men han har det godt, og så må vi jo bare tage det efter den plan, vi har fået fra dyrehospitalet. I går aftes lod vi de to andre hunde komme ind i sofaen også. Maggie gik selv, mens Danny blev holdt i kort snor, så han ikke kunne komme til at tumle med Andy. Og de to drenge lagde sig tæt sammen og faldt i søvn med et dybt suk. Så var verden i lave igen 🙂
LikeLike
Ej, hvor må det være hårdt for både to- og firbenede. Men mest for stakkels Andy. Har engang prøvet at mildne hverdagen for en hund med halskrave – det var ikke nemt. Tvungen lediggang kan tage humøret fra enhver.
I det mindste er det vinter – tænk, hvis Andy skulle igennem dette i foråret, hvor alt er på spring.
LikeLike
Tvungen lediggang er forfærdelig for både mennesker og dyr. Og når du nu siger, at det er godt, det ikke var i foråret, ja så er hundene ikke enige. Lige nu er det dejligt spanielvejr, og det er også nu, der er jagt og markprøver. Så øv på alle fronter 🙂
LikeLike
Bliv snart rask
LikeLike
Tak fra Andy 🙂
LikeLiked by 1 person