Solskinsgul chilimarmelade

Gul chilimarmelade

I går plukkede jeg de sidste chilier i drivhuset. Der har været rigtig mange af de gule i år, og den årlige portion chilimarmelade – også kendt som Jalapeno Jam – kunne derfor laves helt i gult. Gule chilier, gule peberfrugter – det ligner næsten citronmarmelade.

Den sidste chilihøst fra drivhuset

Gul er sådan en dejlig farve til marmelade. Den får en til at tænke på solskin, appelsiner og citroner – og altså også gule peberfrugter.

Gule peberfrugter

Gul er også sådan en dejlig farve at møde om vinteren, hvor det kniber lidt med solskin. Nu stråler 5 glas gul marmelade i skabet, og jeg glæder mig til weekendmorgener med brie og chilimarmelade på hjemmebagt grovbrød.

Opskriften på Jalapeno Jam fik jeg for mange år siden af en gæst fra Texas, dengang vi havde Bed & Breakfast. Da vi snakkede om mad, og jeg fortalte, jeg ikke lige var klar over, hvordan man lavede den skønne specialitet fra Texas, udbrød hun ‘But that’s just soooo easy’ og skrev opskriften ned til mig fra hukommelsen. Hun havde ret, it really is sooo easy. Det er en supernem opskrift, som jeg har lavet hvert år lige siden. Men aldrig før så fin og gul.

Gul jalapeno jam

Opskriften er den her. Det eneste, jeg har leget med, er farven.

Nu er der alle de grønne chilier tilbage. Dem skal jeg også lave noget med. Måske en portion marmelade mere og denne gang som skriggrøn med grønne peberfrugter? Nå – måske ikke. Måske lidt for Halloween agtig? Monstermarmelade?

De kan sagtens holde sig, til jeg har besluttet, hvad jeg vil lave. Nu er det jo weekend lige om et lille øjeblik, og så er der tid til køkkensjov.

Grønne chilier

God fredag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.